USA’s præsident, Joe Biden, vil torsdag høre lederne af forsvarsalliancen Natos østeuropæiske medlemslande om deres syn på den anspændte situation i Ukraine, meddeler Det Hvide Hus.
Biden vil desuden informere lederne om sin videosamtale med Ruslands præsident Putin tirsdag. I det over to timer lange møde mellem de to var den anspændte situation mellem Rusland og Ukraine et hovedtema. USA mistænker Rusland for at have planer om en militær invasion af nabolandet og henviser blandt andet til, at titusindvis af russiske soldater er opmarcheret tæt på Ukraines østlige grænse.
Rusland har afvist at have krigeriske hensigter og har beskyldt USA og andre vestlige lande for at piske en stemning op uden grund.
Lederne fra Bulgarien, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien samt de tre baltiske lande er indbudt til den telefoniske gruppesamtale med Biden torsdag. Forinden vil den amerikanske præsident tale med Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, som har et ønske om, at landet får mere hjælp af USA i konflikten med Rusland.
Biden advarede i sin samtale forleden Putin om, at USA og dets allierede vil reagere med kraftige økonomiske og andre tiltag i tilfælde af en militær optrapning. Det fremgik af en meddelelse fra Det Hvide Hus efter mødet mellem de to. Det er ikke uddybet, hvilke tiltag der kan blive tale om.
Putin svarede på Bidens advarsel ved at kræve juridiske garantier for, at Nato ikke ekspanderer i østlig retning.
ritzau
fortsæt med at læse



























