Folk dør som fluer, når de er blevet vaccineret mod covid. Det er i hvert fald det indtryk, en skolelærer får, når hun lytter til sine elever i en ganske almindelig grundskole ude på landet i den østlige tyske delstat Sachsen: At vaccinen er dødsensfarlig.
Hvor ved de det fra, spørger hun eleverne. »Nogen« har fortalt dem det, lyder svaret. Eller de har »set det på YouTube«. Nej, personligt kender de godt nok ikke nogen, der er døde. Men den er god nok, insisterer de.




























