USA’s Kongres har vedtaget et forslag om at forhøje statens gældsloft. Nu mangler bare Bidens underskrift.

Kongressen godkender forhøjelse af USA's gældsloft

Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Foto: Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et flertal i Repræsentanternes Hus i USA har vedtaget et forslag om at forhøje den amerikanske stats gældsloft med omkring 2500 milliarder dollar til 31.400 milliarder dollar.

Det skete med stemmerne 221 mod 209.

Få timer inden blev forslaget vedtaget i Kongressens andet kammer, Senatet, med stemmerne 50-49.

En aftale om lovforslaget indgået mellem Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnell, og Demokraternes ledende senator, Chuck Schumer, i sidste uge gav Demokraterne i Senatet mulighed for at vedtage en forhøjelse uden de 60 stemmer, som normalt er kravet.

Dermed var Demokraterne ikke afhængig af opbakning fra forsamlingens republikanske medlemmer.

Gældsloftet er et udtryk for det beløb, som den føderale regering har mandat til at låne.

Godkendelsen i begge kamre betyder, at lovforslaget nu kun mangler at blive underskrevet af præsident Joe Biden. Han har tidligere sagt, at han ser frem til sætte sit navn på forslaget.

Derefter har staten mulighed for at optage ny gæld, og USA vil undgå en situation, hvor staten ikke er i stand til overholde sine gældsforpligtelser.

Uden en forhøjelse vil det amerikanske finansministerium ikke råde over penge til at betale for eksempel renter på de statsobligationer, som USA har udstedt.

Problemet er opstået, efter at USA har sat flere penge af til finansiering af projekter, end landet efter egen lov må optage i lån.

USA’s finansminister, Janet Yellen, havde på forhånd opfordret Kongressen til at få problemet med gældsloftet løst inden onsdag 15. december.

Efter den dato er der ifølge Yellen risiko for, at finansministeriet ikke er i stand til at klare alle betalingsforpligtelser til tiden.

USA har adskillige gange tidligere ramt det lovbestemte loft.

Det har ført til delvise nedlukninger af statsapparatet i dage eller uger, fordi der manglede penge til lønninger og driftsudgifter. Men derefter er det altid lykkedes Kongressen at nå til enighed om hæve lånegrænsen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her