Antallet af omkomne fra en lastbileksplosion i Haiti tidligere på ugen er onsdag nået op på 75.
Det oplyser en leder fra et hospital i byen Cap-Haïtien, hvor eksplosionen skete.
Redningsarbejdere fandt efter ulykken 61 lig på det sted, hvor lastbilen eksploderede.
Yderligere 14 personer er i dagene efter omkommet, mens de blev behandlet på hospitalet, oplyser Jean Gracia Coq, medicinsk leder ved Justinien University Hospital i Cap-Haïtien.
»Vi har brug for alt den hjælp, vi kan få. Hospitalet er ikke vant til at have så mange tilskadekomne«, siger han.
Eksplosionen fandt sted sent mandag lokal tid. Den involverede lastbil fragtede brændstof.
Følgerne af eksplosionen blev forværret, fordi flere lokale beboere opbevarede brændstof i deres hjem, og fordi nogle nærmede sig lastbilen, da den væltede.
»Chaufføren havde advaret folk om ikke at gå i nærheden af lastbilen«, siger Cracia Coq.
»De lyttede ikke. De bar deres telefoner, som de brugte som lygter. Og nogle prøvede at gennemhulle tanken med hamre«.
Haiti kæmper i øjeblikket med mangel på brændstof og høje benzinpriser.
ritzau




























