Jeg kender ikke Giasan David særligt godt. Sandt at sige har jeg kun talt med ham i 10-15 minutter. Samtalen var på gebrokkent engelsk, den 18-årige sudaneser var lige kommet ud af sit enmandstelt uden oversejl i en kratskov uden for Calais, og midt i et kaos af papir, plastikdunke og vådt tøj var han ved at børste sine tænder.
Det slog mig øjeblikkeligt. Han børster sine tænder. Han lader ikke stå til. Midt i elendigheden blandt 400 andre sudanesere, som venter på en gummibåd til Dover eller et gemmested i en af lastbilerne, som skal bringe varer til England, bevarer han værdigheden.
