Måske var det billederne af novembers voldelige sammenstød mellem polsk militær og flere tusind desperate migranter ved den polske grænseby by Kuznica, der gjorde det endelige udslag. I hvert fald har EU-Kommissionen vurderet, at migrantpresset fra Hviderusland mod EU’s østlige grænser er så stærkt, at man har fremsat et forslag, der skal give Polen, Litauen og Letland større fleksibilitet til at behandle asylsager på EU’s østlige grænser. De tre lande har i længere tid udtrykt ønske om at kunne gøre hurtigere proces i asylsagsbehandlingen.
»For at beskytte vores grænser støtter vi medlemslande i at håndtere denne nødsituation«, har EU-kommissær Ylva Johansson udtalt.




























