19 personer heriblandt ni børn er omkommet efter en brand i en lejlighedsbygning i New York-bydelen Bronx.

New York-borgmester: »Det her bliver en af de værste brande i vores historie«

Foto: Scott Heins/Ritzau Scanpix
Foto: Scott Heins/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen


Mindst 19 personer er omkommet efter en brand i en lejlighedsbygning i New York-bydelen Bronx i USA.

Det oplyser borgmester Eric Adams.

»Tallene er forfærdelige. Det her kommer til at være en af de værste brande, som vi har set i moderne tid«, sagde borgmesteren søndag på et pressemøde ifølge New York Times, inden det foreløbige dødstal blev offentliggjort.

I et opslag på Twitter fra borgmesteren lyder det, at ni af de døde er børn.

»Lad os gå sammen i bøn for dem, vi har mistet - specielt de ni uskyldige, unge liv, der sluttede alt for tidligt«, skriver Eric Adams.

Inden det foreløbige dødstal blev offentliggjort, var meldingen, at i alt 63 personer var kommet til skade, hvoraf 32 var kørt på hospitalet med livstruende skader.

Branden startede omkring klokken 11 lokal tid i en to-etagers lejlighed på anden sal. Siden spredte røgen sig til alle 19 etager, oplyser Daniel Nigro, chef for byens brandvæsen, ifølge New York Times.

»Brandfolk fandt ofre på alle etager på trapperne«, siger Daniel Nigro.

I alt var 200 brandfolk til stede for at få slukket flammerne. Årsagen til branden kendes ikke på nuværendes tidspunkt.

Men ifølge brandchefen har røgen kunne sprede sig, fordi døren til lejligheden, hvor branden startede, formentlig stod åben.

Daniel Nigro fortæller videre, at det er over 30 år siden, at en brand har kostet så mange liv i New York.

En beboer i bygningen fortæller til New York Times, at hans lejlighed på tredje etage blev fyldt med røg på kort tid.

»Vi forsøgte bare at trække vejret«, siger Wesley Patterson til avisen.

Sammen med sin kæreste og sin bror lykkedes det Patterson at komme ud af et vindue med hjælp fra brandfolk.

De forsøgte inden at flygte ud ad hoveddøren, men i stedet kom der bare mere røg ind i lejligheden.

For blot fire dage blev USA ligeledes ramt af en voldsom bygningsbrand i Philadelphia. Her omkom 12 personer heriblandt otte børn.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her