Cyberangreb mod Ukraines regering kommer efter flere dages forhandlinger mellem Rusland og Vesten.

»Vær bange og frygt det værste«: Ukraine er udsat for et massivt cyberangreb

Sådan så det ud, da en bruger forsøgte at besøge det ukrainske landbrugsministeriums hjemmeside efter hackerangrebet
Lyt til artiklen

Ukraine er udsat for et massivt cyberangreb, der fredag har lukket en række ministeriers hjemmesider. Det oplyser udenrigsministeriet i Kijev.

Cyberangrebet kommer efter flere dages forhandlinger mellem Rusland og Vesten om situationen i og omkring Ukraine, der er endt uden resultat.

Ukraines uddannelsesministerium skriver på Facebook, at dets hjemmeside er nede som følge af et ’globalt angreb’, der har fundet sted i løbet af natten.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet.

Udenrigsministeriets hjemmeside havde en erklæring, der kortvarigt dukkede op på ukrainsk, russisk og polsk, og som antydede, at angrebet var en reaktion på Ukraines provestlige holdninger.

»Ukrainere, alle jeres personlige data er blevet slettet og er umulige at genskabe. Alle informationer om jer er gjort offentlige, så vær bange og frygt det værste«.

»Dette er for jeres fortid, nutid og fremtid. For Volyn, OUN, Galitsia, Polesye og for det historiske land«, lyder beskeden.

Det er henvisninger til ultranationalistiske organisationer og regioner i Ukraine.

Rusland har opmarcheret 100.000 soldater ved grænsen

Cyberangrebet kommer på et tidspunkt, hvor det skønnes, at Rusland har opmarcheret 100.000 soldater nord og øst for Ukraines grænse til den store nabo. Det har skabt frygt i Ukraine og Vesten for, at Rusland planlægger en invasion.

Mandag havde den amerikanske regering et møde med Rusland i den schweiziske by Geneve. Onsdag var det med Nato, inden Rusland og Vesten igen talte sammen torsdag på et møde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Torsdag sagde den russiske viceudenrigsminister Sergej Rjabkov, at hans regering ikke ser nogen grund til at holde flere møder. For Vesten er tydeligvis ikke interesseret i at imødekomme russiske krav. Herunder at Ukraine aldrig må blive medlem af Nato.

»Danmark og EU-landene vil fortsætte med at støtte og insistere på Ukraines suverænitet og territoriale integritet. En taktik med pression og aggressive handlinger mod Ukraine må høre op øjeblikkeligt«, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter som en reaktion på cyberangrebet.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her