De to ledere sad under drøftelserne i Kreml ved hver sin bordende af et fire meter langt bord.

Derfor sad Macron og Putin ved så langt et bord

Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, blev holdt på afstand af præsident Vladimir Putin ved deres møde i Moskva, fordi Macron nægtede at tage en russisk covid-19-test. Det fremgår en rapport fra Kreml.

Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, siger, at Rusland havde forståelse for den franske holdning. Han siger til Reuters, at Moskva derfor tog nødvendige skridt for at beskytte Putin og satte de to ledere ved hver deres bordende af et fire meter langt bord.

Ifølge Peskov havde afstanden mellem de to ledere ingen indflydelse på de forhandlinger eller samtaler, som Putin og Macron havde.

Mange iagttagere har undret sig over det bord, som blev brugt ved mødet. Den amerikanske tv-station CNN kalder bordet »latterligt langt«, mens flere iagttagere har undret sig over, om den russiske præsident ville sende særlige signaler med den fysiske afstand.

Ville ikke tillade Macrons dna i russiske hænder

Men to franske kilder tæt på forløbet siger til Reuters, at Macon havde fået et valg: Enten måtte han acceptere, at de russiske myndigheder foretog en PCR-test på ham, og han ville komme tæt på Putin – eller han kunne afvise en test og underlægge sig meget stringente regler om social afstand.

»Vi vidste, at det var udelukket med håndtryk, og at der ville være et langt bord. Men vi kunne ikke acceptere, at de skulle komme i besiddelse af præsidentens dna«, siger en af de franske kilder med henvisning til sikkerhedshensyn, hvis den franske leder skulle testes af russiske læger.

En anden kilde i Macrons følge bekræfter, at den franske præsident afviste en russisk PCR-test. Kilden siger, at Macron i stedet havde været gennem en fransk PCR-test og en kviktest udført af hans egen læge i Rusland.

»Russerne sagde, at beskyttelsen af Putin måtte være sikker«, siger kilderne.

Tre dage efter drøftelserne med Macron tog Putin imod Kasakhstans præsident, Kassym-Jomart Tokajev. De to mænd udvekslede håndtryk og sad tæt sammen ved et lille kaffebord.

Flere på sociale medier bed også straks efter mødet mærke til den store afstand mellem de to statsledere. Det afstedkom blandt andet dette meme.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her