Tusindvis af migranter har i månedsvis ventet på at få deres sager behandlet ved Mexicos sydlige grænse.

Migranter syer læber sammen for at råbe Mexicos regering op

Foto: Jose Torres/Ritzau Scanpix
Foto: Jose Torres/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et dusin migranter ved Mexicos sydlige grænse har under en demonstration tirsdag syet deres læber sammen i et forsøg på at overbevise landets myndigheder om at lade dem rejse videre mod USA. Migranterne, der fortrinsvis er fra Central- og Sydamerika, har hjulpet hinanden med at sy deres læber sammen med nåle og små plastiktråde. De har alle efterladt plads til et lille hul ved munden, så de kan indtage væske, viser billeder fra stedet.

»Migranterne syer deres læber sammen i protest«, siger aktivist Irineo Mujica, der er til stede ved migranternes demonstration.

»Vi håber, at Mexicos Nationale Migrationsagentur (INM) kan se, at det bløder, og at de er rigtige mennesker«, tilføjer hun.

Flere af migranterne bærer også på deres børn under den dramatiske protest i byen Tapachula, der grænser op til Guatemala. Byen har i månedsvis været fyldt med migranter, der venter på at få behandlet deres papirer, så de frit kan rejse gennem landet.

»Jeg gør det for min datter. Hun har ikke fået noget at spise de sidste mange timer, og jeg kan ikke se, at myndighederne forsøger at løse det. Vi bliver behandlet som fanger her«, siger Yorgelis Rivera fra Venezuela og tilføjer, at hun har ventet på svar fra INM i over en måned.

Mexicos Nationale Migrationsagentur er ikke vendt tilbage på Reuters’ henvendelser. Men INM har tidligere sagt, at agenturet modtager over 100 migranter på dets kontor i Tapachula om dagen.

De seneste år er antallet af migranter, der ankommer til Mexicos sydlige grænse steget kraftigt. I 2021 fik landet 87 procent flere asylansøgninger end året før. De fleste af migranterne kommer fra Haiti og Honduras og flygter fra vold og fattigdom i deres hjemlande.

FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, opfordrede for nylig Mexicos regering til at vedtage nye nødhjælpspakker for at håndtere de mange nye migranter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her