Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Natos generalsekretær følger Ruslands bevægelser tæt og mener, at der er grund til forsigtig optimisme.

Stoltenberg: Rusland øger antallet af soldater ved Ukraine

Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Foto: Kenzo Tribouillard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rusland fortsætter med at øge antallet af soldater ved grænsen til Ukraine. Det siger Nato-chef Jens Stoltenberg trods russiske meldinger om det modsatte.

»Vi har ikke set beviser på en russisk tilbagetrækning. Det, vi har set, er, at de har øget antallet af soldater. Flere soldater er på vej«, siger generalsekretær Stoltenberg forud for et forsvarsministermøde i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Stoltenberg opfordrer indtrængende Rusland til at bevise, at det trækker styrker tilbage fra områderne ved Ukraines grænse.

»Vi har hørt signalerne fra Rusland om, at det er parat til at fortsætte de diplomatiske bestræbelser. Men indtil nu har vi ikke set nogen tegn på afspænding i området. Tværtimod ser vi en fortsættelse af den militære opbygning«, siger Nato-chefen.

»Nato er parat til mere dialog. Men samtidig forbereder vi os på det værste. Hvis Rusland invaderer Ukraine, kommer det til at få store konsekvenser«.

Grund til »forsigtig optimisme«

Stoltenberg gør det samtidig klart, at Nato fortsat vil udstille Ruslands ageren. Det skal ske for at gøre det sværere for den russiske ledelse at gennemføre et angreb eller andre former for provokation.

»Vi følger det, der sker. Vi håber virkelig at se en tilbagetrækning af de militære styrker. Og vi mener, at der er grund til en forsigtig optimisme«, siger han.

Ukraines forsvarsminister, Oleksii Reznikov, sagde onsdag morgen, at de seneste vurderinger af faren for en russisk invasion ikke indeholder noget uventet. Han betegnede sikkerhedssituationen som stabil.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, sagde tirsdag, at der var indledt en delvis tilbagetrækning af de russiske styrker fra grænseområderne omkring Ukraine.

Amerikanske efterretningskilder har tidligere hævdet, at Rusland kan invadere Ukraine i denne uge.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her