Den liberale, russiske politiker Vladimir Rysjkov tweetede tidligere i denne uge, at »nu kan sociologerne levere et bidrag til en deeskalering«. Med det hentydede han til den offentlige mening om Ruslands krig i Ukraine. Tanken bag er, at når vælgernes utilfredshed med krigen når et vist punkt og bliver synlig for alle, stopper præsident Vladimir Putin det voldsomme angreb på Ukraine.
Rysjkov har ganske givet ret. Rusland er et strengt autoritært styre, men selv Putin kan ikke lade hånt om den offentlige mening. Han forsøger meget aktivt at begrænse vælgernes adgang til information og til at forme deres præferencer. I krigen mod Ukraine har de russiske myndigheder allerede taget skridt til at lukke kritiske medier ned, og i et opsigtsvækkende træk har de beordret, at krigen slet ikke er en krig. I ren orwellsk stil skal den nu omtales som »den særlige militære operation«, og alle artikler, hvor ordet ’krig’ er anvendt, skal omskrives med den nye og rette betegnelse. Der er i realiteten indført krigscensur i Rusland, selv om myndighederne insisterer på, at der ikke er krig.




























