Luk luftrummet eller giv os fly, opfordrer Zelenskyj ifølge en senator i videomøde med amerikanske senatorer.

Zelenskyj beder USA om fly

Foto: -/Ritzau Scanpix
Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har under en samtale med amerikanske senatorer bedt om at få fly til Ukraine. Det meddeler Senatets flertalsleder, Chuck Schumer, ifølge Reuters. Ifølge ham kom den ukrainske præsident med en »desperat bøn« under et videomøde med senatorerne i Washington D.C. lørdag.

»Der er virkelig brug for de fly. Og jeg vil gøre, hvad jeg kan, for at hjælpe regeringen med at facilitere transporten«, siger Schumer i en udtalelse.

Det drejer sig ifølge Schumer om fly produceret i Rusland fra østeuropæiske lande, skriver journalist Jennifer Jacobs, som dækker Det Hvide Hus for nyhedsmediet Bloomberg, på Twitter.

Ifølge en anden senator, republikaneren Ben Sasse, havde Zelenskyj en simpel besked til USA’s senatorer:

»Luk luftrummet eller giv os fly«.

Det skriver Jennifer Jacobs på Twitter.

»Ukraine har akut brug for luftstyrker, og USA bør sende det«, siger Ben Sasse ifølge Jacobs.

Han tilføjer, at han ikke mener, at USA skal arbejde for en flyveforbudszone, som Ukraines præsident har bedt om, for det kan få konflikten til at komme ud af kontrol. Men senatoren mener, at USA bør sende både fly og droner, skriver Bloomberg-journalisten.

Det er ikke umiddelbart klart, hvordan USA kan hjælpe med at få den type russiskproducerede fly, som Zelenskyj beder om, til Ukraine. Men det kan ske i form af betaling eller ved at sende andre fly til de Nato-lande i Østeuropa, der sender deres fly til Ukraine.

Over 280 af de i alt 535 medlemmer af de to kamre i USA’s kongres, Senatet og Repræsentanternes Hus, deltog i videomødet med den ukrainske præsident. I Kongressen i Washington D.C. er der bred opbakning til at bruge ti milliarder dollar, svarende til knap 67 milliarder kroner, til militær støtte og humanitær hjælp til Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her