Flyveforbudszone i Ukraine vil udvide konflikten og få katastrofale konsekvenser for verden, advarer Ruslands præsident, Vladimir Putin, i tale.

Putin: Vestlige sanktioner ligner en krigserklæring

Når han har mødtes med europæiske regeringsledere som Emmanuel Macron eller Olaf Scholz, har Vladimir Putin holdt god afstand. Da den russiske præsident lørdag besøgte et træningscenter for piloter, stod han anderledes tæt med stewardesserne fra luftfartsselskabet Aeroflot. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Når han har mødtes med europæiske regeringsledere som Emmanuel Macron eller Olaf Scholz, har Vladimir Putin holdt god afstand. Da den russiske præsident lørdag besøgte et træningscenter for piloter, stod han anderledes tæt med stewardesserne fra luftfartsselskabet Aeroflot. Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Rusland betragter vestlige landes sanktioner som noget, der ligner en krigserklæring, siger den russiske præsident, Vladimir Putin, hvis militær for ni dage siden gik ind i Ukraine.

»De sanktioner, der bliver indført, kan sammenlignes med en krigserklæring. Men gudskelov er det ikke kommet dertil«, siger han lørdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Vores hær vil løse alle opgaver. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om«, lyder det fra den russiske præsident.

»Alt går efter planen«, tilføjer han ifølge The New York Times.

Putin advarer samtidig om, at hvis andre lande indfører en flyveforbudszone i Ukraine, vil Rusland betragte de lande som en del af krigen.

»Ethvert tiltag i den retning vil fra vores side blive set som deltagelse i en væbnet konflikt for det land, der skaber trusler mod vores soldater«, siger Putin ifølge The New York Times.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har gentagne gange bedt Nato-landene om at indføre en flyveforbudszone over landet. Men ledere fra Nato-landene tøver, fordi de frygter, at det kan forværre konflikten.

Nu advarer Putin de vestlige ledere om at opfylde Zelenskyjs ønske.

»Indfrielsen af det krav vil medføre katastrofale konsekvenser, ikke kun for Europa men for hele verden«, advarer Putin.

Han mødtes lørdag med ansatte i det russiske luftfartsselskab Aeroflot ved et træningscenter for piloter og andre Aeroflot-medarbejdere, hvor han blandt andet blev fotograferet sammen med en gruppe stewardesser. Her gentog han, at Ruslands mål i Ukraine er at forsvare den russisktalende del af befolkningen og »afnazificere« Ukraine, så det bliver en »neutral stat«.

Den russiske præsident har tidligere brugt den type arrangementer til at komme med markante udmeldinger, skriver The New York Times.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her