Torsdag er det præcis en måned siden, Rusland invaderede Ukraine. De nyeste meldinger viser, at russerne er begyndt at rykke på sig. Desværre for præsident Vladimir Putin er det hans styrker, som bliver skubbet længere væk fra Kyiv af ukrainske bataljoner. Læs dig ind på nattens hændelser her:
Russerne har trukket sig 30 kilometer på et døgn
Russiske styrker har trukket sig mere end 30 kilometer øst for den ukrainske hovedstad, Kyiv, inden for det seneste døgn. Styrkerne er desuden begyndt at indtage forsvarsstillinger, oplyser det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
USA forbereder sig på atomkrig
Det Hvide Hus i Washington D.C. har angiveligt samlet en ekspertgruppe i forbindelse med Ruslands eventuelle brug af blandt andet atomvåben. Den skal forberede scenarier for, hvordan USA og dets allierede skal reagere, hvis Ruslands præsident, Vladimir Putin, frigiver sine lagre med kemiske våben, biologiske våben eller atomvåben, skriver The New York Times.
Ukraine øger presset
Ukraine øger presset på russiske styrker nordøst for hovedstaden Kyiv, skriver det britiske forsvarsministerium på Twitter.
»Det er sandsynligt, at vellykkede modangreb fra Ukraine vil forstyrre russiske styrkers evne til at reorganisere og genoptage deres egen offensiv mod Kyiv«, skriver ministeriet.
Storbritannien vil sende flere missiler
Storbritannien har i sinde at sende yderligere 6.000 missiler til Ukraine, oplyser landets premierminister, Boris Johnson, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rusland blokerer for Google News
Googles nyhedstjeneste, Google News, er blevet blokeret i Rusland. Det skriver det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge nyhedsbureauet Reuters. Interfax skriver, at det russiske kommunikationseftersyn, Roskomnadzov, begrunder blokaden med, at tjenesten linker til usande nyheder om krigen i Ukraine.
ritzau
fortsæt med at læse




























