Det blev startskuddet til krig i Europa, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, 24. februar siden lancerede det, han selv betegner som en »særlig militær operation« i Ukraine. Siden da er tusinder døde, millioner flygtet og adskillige byer bombet.
Meldingerne fra Ukraine har været mange og ofte modstridende, og det har til tider været svært at få overblik over de seneste udviklinger. Her kan du blive klogere på nogle af krigens væsentligste begivenheder:
Rusland invaderede Ukraine 24. februar 2022. Her er et overblik over de vigtigste begivenheder i krigen med den seneste udvikling øverst.
-
20.-21. marts 2023
Kinas præsident, Xi Jinping, besøger Vladimir Putin i Moskva. Forinden har de to lande skamrost hinanden. Under det to dage lange statsbesøg bliver de enige om at styrke deres samarbejde. Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, kritiserer besøget, som, han mener, giver Putin diplomatisk rygdækning til sit angreb på Ukraine.
-
17. marts 2023
Den Internationale Straffedomstol (ICC) udsteder en arrestordre på Ruslands præsident, Vladimir Putin, som følge af krigen i Ukraine.
Domstolen beskylder den russiske præsident for at være ansvarlig for krigsforbrydelser begået i Ukraine. Den russiske regering har gentagne gange afvist at stå bag krigsforbrydelser og at have målrettet angreb mod civile.
Rusland er ikke medlem af ICC og anerkender ikke domstolen. Flere andre lande – herunder USA – er heller ikke en del af ICC. Det betyder, at Rusland uden konsekvenser kan afvise at udlevere Putin til ICC, der ligger i hollandske Haag.
-
16. marts 2023
Polen meddeler, at landet som det første vil sende kampfly til Ukraine. I første omgang vil der være tale om fire ældre russiske MiG-29-kampfly, som de ukrainske jagerpiloter kender og kan tage i brug nærmest med det samme. Flere fly vil følge efter, siger den polske præsident, Andrzej Duda. Beslutningen lægger pres på de andre lande i den vestlige koalition af lande, som støtter Ukraine. Efterfølgende beslutter Slovakiet også at sende kampfly til Ukraine.
-
15. marts 2023
En amerikansk overvågningsdrone kolliderer med et russisk jagerfly og styrter ned i Sortehavet. Det skete i internationalt luftrum ud for Ukraines sydkyst og fik efterfølgende den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austrin, til at karakterisere den russiske pilots manøvre for farlig, hensynsløs og uprofessionel. Russerne har afvist, at det var deres skyld, at dronens styrtede. Det skyldtes den pilot, der fjernstyrede dronen og foretog en skarp manøvre, der gjorde at han mistede kontrollen over maskinen, lyder forklaringen fra Moskvas side.
-
24. februar 2023
I store dele af den vestlige verden bliver der afholdt mindeceremonier til ære for de mange ukrainske ofre for den russiske invasion. Statsminister Mette Frederiksen besøger også en modtageklasse for ukrainske børn, der er flygtet fra krigen. Blandt andre USA annoncerer yderligere militær og økonomisk hjælp til Ukraine.
-
21. februar 2023
Under sin årlige tale til nationen meddeller Vladimir Putin, at han trækker Rusland ud af New Start-aftalen, der siden 2011 har haft til formål at reducere arsenalet af atomvåben hos USA og Rusland. I aftalen er der blandt andet fastsat et loft for, hvor mange atomvåben de to lande må have. Der er også en aftale om løbende inspektioner.
-
20. februar 2023
Den amerikanske præsident, Joe Biden, overrasker med et besøg i Kyiv. Her gik han pludselig med præsident Volodomyr Zelenskyj en tur på gaden. Med sig havde han løfter om yderligere amerikansk våbenhjælp og økonomisk støtte til Ukraine. Det amerikanske udenrigsministerium havde kort før besøget, meddelt det russiske styre i Moskva, at Biden ville besøg Ukraine.
»Da Putin indledte sin invasion for næsten et år siden, troede han, at Ukraine var svag og at Vesten var delt. Han troede, at han kunne holde længere end os. Men han tog grueligt fejl«, lød det fra Biden ifølge en udtalelse, som Det Hvide Hus sendte ud i forbindelse med besøget i ukraine.
-
13. februar 2023
Rusland har indledt en større offensiv i Ukraine. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, på et pressemøde i Natos hovedkvarter i Bruxelles.
»Vi har set starten allerede. Putin er i gang med at sende tusinder af nye tropper ind i Ukraine, og han accepterer et meget højt tabstal«.
Stoltenbergs udmelding kommer, efter at russerne på det seneste har optrappet angrebene langs fronten i den østlige del af landet. Samtidig er der vedholdende meldinger om, at mange af de nyligt mobiliserede russere sendes i kamp med ingen eller kun sparsom træning og dårligt udrustet.
-
5. februar 2023
I et forsøg på at gøre noget ved den omfattende korruption i Ukraine beslutter præsident Volodomyr Zelenskyj, at fjerne Oleksij Reznikov fra posten som forsvarsminister i Ukraine og erstatte ham med Kyrylo Budanov, lederen af militærets efterretningstjeneste.
»Volodymyr Zelenskyj ved godt, at landet fortsat forbindes med korruption. Med afskedigelsen vil han vise, at man ikke bare lader korruption passere. Det er afgørende for deres støtte i krigen mod Rusland fra andre lande«, siger tidligere forsvarsattaché i Ukraine og underviser ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen.
-
24. januar 2023
11 måneder efter den russiske invasion af Ukraine og efter flere måneders intenst pres fra blandt andet Polen beslutter den tyske regering at sende 14 af de topmoderne Leopard 2-kampvogne til Ukraine. Kampvognene har længe været ønsket af ukrainerne, som drømmer om at bruge dem som led i en forårsoffensiv, der skal erobre tabt land tilbage i syd og øst. Også USA vil sende kampvogne af Adams-typen til Ukraine, ligesom Storbritannien allerede har meddelt, at landet vil donere Challengerkampvogne til den ukrainske hær. Flere europæiske lande kan på bagrund af den tyske beslutning nu også donere de tyskproducerede Leoparder til ukrainerne. Det gælder også Danmark, der dog i første omgang donerer en ældre model af Leopard 1-kampvogne, som det danske forsvar ikke længere bruger.
-
19. januar 2023
Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) meddeler, at Danmark sender et helt Caesar-artillerisystem til Ukraines frihedskamp mod den russiske besættelsesmagt. Der er tale om selvkørende kanoner af en kortløbet type, der kaldes haubitser. Danmark har endnu ikke fået leveret alle systemerne fra den franske våbenproducent, men donationen omfatter både de haubitsere, der er kommet til Danmark, og den sidste del af ordren, der er under produktion i Frankrig. I alt er der tale om 19 Caesar-haubitsere.
-
18. januar 2023
En helikopter med flere ukrainske ministre styrter ned over en forstad til Kyiv. 14 personer omkommer og mindst 30 kommer til skade. Blandt de dræbte er den ukrainske indenrigsminister Denys Monastyrskyj og hans viceminister Jevgenij Jenin samt statssekretær Jurij Lubkovitj.
-
14. januar 2023
Det russiske forsvarsministerium kommer med en opsigtsvækkende melding. Efter kampe om byen Soldar anerkender ministeriet, at den private lejehær Wagner-gruppen har deltaget. Det er første gang, at gruppen og dens eksistens nævnes af de russiske myndigheder. Anders Puck Nielsen, som er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, siger til TV 2, at det er en anerkendelse af Wagnergruppen, som blandt har hyret indsatte fra de russiske fængsler til de blodige kampe i det østlige Ukraine.
-
1. januar 2023
Kort efter midnat nytårsnat slår fire amerikanske Himars-missiler ned i en tidligere erhvervsskole i den besatte by Makiyivka , hvor en stor gruppe russiske soldater er indkvarteret. Næsten hele bygningen bliver pulveriseret. Antallet af dræbte russiske soldater skal tælles i hundreder og får i de efterfølgende dage en række russiske militærbloggere til at kræve, at de ansvarlige militære ledere straffes for at have samlet så mange soldater - og altså ofre - på samme sted endda tæt ved et ammunitionsdepot.
»Det er sådanne fejl, der blev begået i foråret og sommeren 2022. Vi er i krig på 11. måned!«, skriver blandt andre Pavel Gubarev på Telegram.
-
21. december 2022
Den ukrainske præsident, Volodomyr Zelenskyj, rejser for første gang siden invasionen i februar til udlandet. I USA besøger han blandt andet kongressen og mødes med den amerikanske præsident, Joe Biden. På et pressemøde bliver en ny omfattende våbenhjælp med blandt andet amerikanske Patriot-missiller offentliggjort. Patriot-systemet skal blandt andet være med til at beskytte kritisk infrastruktur i Ukraine mod russiske angreb.
-
7. december 2022
Ruslands præsident, Vladimir Putin, spiller nok engang på frygten for en altødelæggende atomkrig. I en tale siger han, at truslen om atomkrig er stigende, og at Rusland vil forsvare sig med alle midler. Præsidenten mener desuden, at vesten ser Rusland som et »et andenrangs land, der slet ikke har ret til at eksistere«.
-
5. december 2022
Ukraine lykkes med to spektakulære angreb langt inde i Rusland. På en base i Rjasan i nærheden af Moskva bliver mindst tre personer dræbt og en håndfuld andre såret i en eksplosion. Og på Engels 2-flybasen godt 600 kilometer fra den ukrainske grænse bliver flere russiske Tupolev-95-bombefly tilsyneladende ramt i et angreb med en ukrainsk drone.
-
9. november 2022
Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, beordrer tilbagetrækning fra Dnipro-flodens vestbred ved Kherson i det sydlige Ukraine. Der er tale om en stor bet for de russiske styrker eftersom Kherson har været den første og eneste regionale hovedstad i Ukraine, som det er lykkedes at indtage. I de efterfølgende dage bliver de ukrainske soldater modtaget som helte, da de ruller ind i byen.
-
25. oktober 2022
Russiske missiller og iranske droner har ødelagt mere end en tredjedel af den ukrainske energisektor. Det siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, via et videolink på en international konference om genopbygning af Ukraine.
»Rusland ødelægger alting, så det bliver sværere for os at komme gennem vinteren«, siger Zelenskyj.
-
19. oktober 2022
Putin indfører militær undtagelsestilstand i de fire annekterede regioner Kherson, Donetsk, Luhansk og Zaporizjzja. Rusland har også erklæret militær undtagelsestilstand i sit eget land på enten basalt, medium eller forhøjet niveau, mens de fire annekterede regioner er på maksimum niveau. Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at Rusland er i militær undtagelsestilstand.
-
17. oktober 2022
Flere gange inden for en uge bliver Ukraines hovedstad, Kyiv, ramt af eksplosioner. Ifølge de ukrainske myndigheder er det iranske Shahed-136-droner, der står bag de russiske angreb. Det benægter Rusland og Iran, mens Danmark ønsker sanktioner mod Iran.
-
10. oktober 2022
Ukraine bliver landet over ramt af en russisk missilregn to dage efter eksplosionen på Putins Krim-bro. Den russiske præsident gav »ukrainske specialstyrker« skylden for eksplosionen på Krim-broen, og derfor er angrebet en hævnaktion, siger Putin. Der bliver berettet om , at de steder, missilerne rammer, ikke er veludpegede militære mål, men derimod civil infrastruktur.
-
8. oktober 2022
Krim-broen bliver ramt af en eksplosion, som ifølge en russisk antiterror-styrelse skyldes en bilbombe. Omstændighederne ved eksplosionen, og hvem der står bag, er endnu ikke fastslået. Broen blev bygget, efter at Rusland annekterede Krim-halvøen i 2014, og ifølge en ekspert er den afgørende for, at russerne kan få forsyninger frem til den sydlige del af fronten.
-
1. oktober 2022
Ukraine genvinder kontrollen i den østukrainske by Lyman i regionen Donbas, efter at russiske styrker har trukket sig på grund af »truslen for at blive omringet«.
-
30. september 2022
Ruslands præsident, Vladimir Putin, erklærer de fire regioner annekteret i en tale. FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, advarer om en »farlig eskalation« som resultat af Putins handlinger.
-
27. september 2022
Den foreløbige, officielle optælling fra valgmyndighederne i Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja siger, at mindst 96 procent af vælgerne i regionerne har stemt ja til at tilslutte sig Rusland.
-
21. september 2022
For første gang siden krigens start holder Ruslands præsident, Vladimir Putin, tale for nationen, hvor han annoncerer delvis mobilisering af den russiske hær og endnu engang truer med atomvåben. 300.000 russere vil blive indkaldt. Det udløser demonstrationer i Rusland og en menneskeflugt ud af Rusland.
-
16. september 2022
Efter russisk tilbagetrækning i byen Izjum er cirka 445 grave blevet fundet. Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, bekræfter fundet og siger, at der også er tegn på tortur af de afdøde.
-
11. september 2022
På krigens 200. dag hyldede præsident Volodymy Zelenskyj de ukrainske styrker, som nu har generobret 3.000 kvadratkilometer i det østlige Ukraine. Det svarer til arealet af Fyn. En ekspert kalder dog generobringerne mere psykologiske end krigsafgørende. De ukrainske styrker har stærkt brug for våben og penge for at bevare momentum.
-
6. september 2022
Rusland køber artilleri-granater og kortrækkende missiler fra Nordkorea, og en ekspert kalder det »et klart svaghedstegn«.
-
30. august 2022
Af taktiske hensyn vil Ukraines forsvar ikke sige, hvad der foregår under ukrainsk offensiv ved Kherson. De anmoder befolkningen i kampområderne om at undalde at dele billeder, videoer og informationer for at undgå, at det hjælper russerne med at iværksætte modangreb. Fra russisk side omtales ukrainernes meddelelse om offensiv som »propaganda«.
-
16. august 2022
En brand i et ammunitionslager på Krim-halvøen udløser voldsomme eksplosioner, og russerne kalder det »sabotage«. Ifølge en ukrainsk embedsmand var det en ukrainsk militær eliteenhed, der foretog angrebet. Som følge af eksplosionerne er russiske forsyningsruter hæmmede.
-
14. august 2022
Ukraine rykker et skridt tættere på at kunne afskære Kherson og isolere de russiske tropper i området, da ukrainerne ødelagde en vigtig bro. Eksperter mener, at Ukraines udmelding fra juli om, at Kherson vil generobres inden september, var et forsøg på at lokke så mange russere til som muligt i en fælde, som viser sig at virke.
-
12. august 2022
Efter flere kampe omkring atomkraftværket Zaporizzja beder FN’s generalsekretær, António Guterres, om en demilitariseret zone omkring atomkraftværket, hvor radioaktiv materiale befinder sig. Volodymyr Zelenskyj har tidligere udtrykt bekymring over endnu et Tjernobyl.
-
29. juli 2022
Mange ukrainske krigsfanger fra Olenivka-fængslet meldes dræbt efter dødelig eksplosion, og der er stor uenighed om, hvem der står bag. Begge sider beskylder hinanden, og indtil videre har det ikke været muligt at verificere nogen af påstandene.
-
25. juli 2022
Der er fortsat kampe i Donbas og Kherson ifølge den seneste sikkerhedsvurdering fra det britiske forsvarsministerium, og Ukraine slår fast, at de »med sikkerhed vil generobre Kherson inden september«.
-
3. juli 2022
Den russiske forsvarsminister hævder at have opnået kontrol over hele Luhansk, mens ukrainske myndigheder afviser og holder fast i, at dele af regionen fortsat er i ukrainske hænder.
-
25. juni 2022
Efter flere ugers kampe har Rusland nu fuld kontrol med Sjevjerodonetsk. Det bekræfter begge sider. Det er ikke længere muligt at forlade byen til den ukrainske side.
-
8. juni 2022
Mens Rusland vinder kontrol over mere af Sjevjerodonetsk, meddeler Ukraine, at det har genvundet territorium i Kherson.
-
1. juni 2022
USA oplyser, at man nu sender Himars-missilsystemer til Ukraine. Det gør det muligt for ukrainerne at ramme mål på 80 kilometers afstand og dermed hamle op med det russiske artilleris rækkevidde.
-
30. maj 2022
De russiske styrker rykker i stort tal ind i byen Sjevjerodonetsk. Byen er den største i Donbas-området, der både tæller regionerne Luhansk og Donetsk. Sammen med Lysytjansk er Sjevjerodonetsk de eneste to byer, der stadig er under ukrainsk kontrol i Luhansk, hvilket gør byen til et vigtigt politisk mål for Putin.
-
23. maj 2022
En 21-årig russisk soldat kendes som den første under krigen skyldig i at have begået en krigsforbrydelse. Som straf idømmes han fængsel på livstid. Soldaten har under retssagen tilstået at have dræbt en 62-årig ukrainsk civil i den nordøstlige ukrainske landsby Chupakhivka 28. februar. Offeret blev skudt i hovedet.
-
19. maj 2022
De sidste ukrainske styrker i Mariupol har fået besked på at forlade Azovstal-værket og forsøge at redde deres liv, siger Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj. Dermed er Mariupol efter måneders belejring under russisk kontrol. Russerne hævder desuden at have næsten fuld kontrol over Luhansk-regionen i Donbas.
-
15. maj 2022
Rusland trækker sig tilbage fra Kharkiv, Ukraines næststørste by, som ligger i den nordøstlige del af landet. Dermed er byen igen under ukrainsk kontrol. I kølvandet på den russiske retræte formår en gruppe ukrainske soldater at avancere helt frem til grænsen til Rusland, hvor de poserer foran en grænsepost.
-
9. maj 2022
Rusland fejrer årsdagen for sejren over de tyske nazister i 1945 med den traditionsrige sejrsparade i Moskva. Mod forventning skruer Putin ikke op for krigen i Ukraine. I sin tale trækker han i stedet en direkte linje mellem de tyske nazister og de ukrainere, der yder hans tropper indædt modstand. Og udnævner Nato til at være den virkelige fjende.
-
8. maj 2022
De sidste kvinder, ældre og børn meldes evakueret fra stålværket Azovstal i Mariupol, hvor enheder fra det ukrainske forsvar har forskanset sig de seneste uger, mens russerne har omringet værket. Dermed befinder sig nu kun ukrainske soldater på værket, heriblandt medlemmer af Azov-bataljonen, der nægter at overgive sig.
-
4. maj 2022
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, taler på befrielsesaftenen til det danske folk via video ved to arrangementer i henholdsvis København og Aarhus arrangeret af JP/Politikens Hus. Tusindvis af mennesker møder frem på Rådhuspladsen og Bispetorv.
-
28. april 2022
Kyiv rammes af en række eksplosioner, mens FN’s generalsekretær, Antonio Gúterres er i byen for at mødes med præsident Zelenskij efter at have besøgt Vladimir Putin i Moskva. Samme dag oplyser familien til en 25-årig dansker til TV 2, at han er faldet i kamp i Ukraine som medlem af den internationale legion.
-
25. april 2022
USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, og forsvarsminister Lloyd Austin besøger præsident Zelenskij i Kyiv. Samme dag rammes den prorussiske enklave Transnistrien i Moldova af en række eksplosioner. Ukraine beskylder Rusland for at stå bag en såkaldt falsk flag-operation, der skal retfærdiggøre Ruslands indtrængen i enklaven.
-
21. april 2022
Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), rejser til Ukraine sammen med Spaniens regeringsleder, Pedro Sánchez. Her bevidner de blandt andet ødelæggelserne i Borodjanka, som Mette Frederiksen betegner som »gennemført forfærdeligt«. Senere mødes de med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, i Kyiv.
-
19. april 2022
Udenrigsminister Sergej Lavrov oplyser, at en ny russisk offensiv er blevet indledt i Donbas-regionen med voldsomme bombardementer fra luften. Dermed bevæger krigen sig ind i en ny fase, hvilket også bekræftes af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij.
-
14. april 2022
Det russiske forsvarsministerium oplyser, at sortehavsflådens flagskib, ’Moskva’, er sunket under en bugsering mod land efter at være brudt i brand dagen inden. Rusland hævder, at branden skyldes et uheld, mens Ukraine påstår, at det har ramt skibet med to missiler. Det er uvist, hvor mange besætningsmedlemmer, der mister livet.
-
8. april 2022
Kramatorsk, en by i midt i det østlige Ukraine, der er et centralt trafikknudepunkt, bliver udsat for massivt raketangreb. Over 50 bliver dræbt og flere hundrede såres, da raketterne rammer en togstation, der er fyldt med ofre, som forsøger at flygte med tog. Stationen er en central linje for evakueringen af de civile i blandt andet Donbas-regionen.
-
6. april 2022
En række byer rundt om Kyiv er blevet udsat for massive angreb fra de russiske styrker, heriblandt Borodjanka mellem Kyiv og Belarus (Hviderusland). Da ukrainske tropper rykker ind, efter russerne har forladt den, går det op for dem og vestlige medier, hvor omfattende ødelæggelserne og myrderierne er.
-
3. april 2022
I den lille forstad til Kyiv, Butja, opdages stribevis af civile lig i gaderne i kølvandet på russernes tilbagetrækning fra området omkring hovedstaden. Byens borgmester fortæller om 300 døde civile. En massegrav, der kun delvist er blevet dækket til, vidner om krigens rædsler. Efter tilbagetrækningen samler Rusland sine styrker i det østlige Ukraine.
-
29. marts 2022
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, taler til det danske folk og Folketinget. Her opfordrer han danskerne til at tale Ukraines sag i EU, og tage ansvar for den fremtidige genopbygning af Ukraine. I dagene op til trækker flere store danske virksomheder, heriblandt Carlsberg, sig ud af Rusland.
-
25. marts 2022
Ruslands forsvarsministerium melder at deres militære fokus fremover vil være rettet mod Donbas-regionen i det østlige Ukraine. USA’s præsident, Joe Biden, er i Europa, hvor han afholdt møde med Nato og EU-landene og mødtes med den polske præsident, Andrzei Duda, nær grænsen til Ukraine.
-
20. marts 2022
FN oplyser, at i alt 10 millioner har forladt deres hjem i Ukraine. Cirka 3,4 millioner er flygtet ud af landet, mens resten er internt fordrevet. Samtidig siger en rådgiver for Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, at frontlinjerne mellem ukrainske og russiske styrker er »praktisk talt frosset fast«. Rusland har ikke militær styrke til at avancere, siger han.
-
17. marts 2022
Den russiske fremrykning er stort set gået i stå på både landjorden, til vands og i luften. Til gengæld fortsætter de russiske angreb mod ukrainske byer. Et teater i den belejrede by Mariupol, hvor flere hundrede civile havde søgt tilflugt, er blevet bombet på trods af, at ordet »børn« er blevet malet på jorden med store kyrilliske bogstaver ude foran teatret.
-
9. marts 2022
Ifølge ukrainske myndigheder udfører Rusland et luftangreb mod et børne- og barselshospital i den østlige havneby Mariupol. Ukraine hævder, at tre civile personer dør i angrebet, herunder et barn. Rusland afviser at stå bag angrebet og at gå efter civile mål helt generelt.
-
3. marts 2022
En uge efter krigens begyndelse meddeler FN’s flygtningechef, Filippo Grandi, at en million personer er flygtet ud af Ukraine. I Ukraine rammer russiske luftangreb ved atomkraftværket i Zaporizzja, der er det største i Europa.
-
28. februar 2022
Repræsentanter fra Ukraine og Rusland mødes for første gang til forhandlinger om krigen. Det sker i den hviderussiske Gomel-region nær Ukraines grænse. Mødet ender uden resultat.
-
25. februar 2022
Russiske bombardementer fortsætter blandt andet i og omkring Kyiv. Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskij, opfordrer Vesten til at gøre mere for at ramme Ruslands økonomi og til at hjælpe med militært bidrag.
-
24. februar 2022
I de tidlige morgentimer offentliggør Vladimir Putin på stats-tv, at han har sat gang i en ’særlig militær operation’ i den østlige Donbas-region. Blot få minutter senere meldes der om eksplosioner i flere ukrainske byer. I Danmark siger statsminister Mette Frederiksen (S), at der nu er krig i Europa.
Kilder: Reuters, The Guardian, Ritzau, AP, FN.
ritzau


























