To mænd åbnede søndag aften ild på hovedgaden i byen Hadera i Israel.
De dræbte to personer, før de selv blev skuddræbt af israelsk politi.
Det oplyser israelsk politi og ambulancetjenesten søndag.
Hadera ligger cirka 50 kilometer nord for storbyen Tel Aviv.
Overvågningsbilleder viser, at de to mænd, som ifølge de israelske myndigheder menes at være arabere, med rifler begyndte at skyde på hovedgaden i Hadera.
Men israelsk politi nåede at skyde dem, før de fik dræbt mere end to personer.
»Heldigvis neutraliserede vores betjente angrebsmændene og forhindrede et større terrorangreb«, siger talsmand for politiet Eli Levy på tv.
Ud over de to dræbte skal seks andre være såret i angrebet. Motivet bag angrebet kendes ikke.
For mindre end en uge siden blev fire israelere dræbt i et knivangreb udført af en person, som tidligere er dømt for at have tråde til Islamisk Stat. Det skete i den sydlige by Beersheba.
Angrebet søndag har fundet sted, mens USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, er i Israel.
Antony Blinken og Israels udenrigsminister, Yair Lapid, holder søndag og mandag møder i Israels Negev-ørken sammen med udenrigsministre fra Egypten, Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater og Marokko.
Mens Egypten som det første arabiske land etablerede diplomatiske forbindelser til Israel i 1979, normaliserede de øvrige tre lande deres forhold til den jødiske stat under mægling af den tidligere amerikanske præsident Donald Trump.
ritzau
fortsæt med at læse




























