Rusland forsøger at indtage et stålværk i Mariupol, hvorfra ukrainere sender nødråb til verden. Læs mere her.

Sådan er natten forløbet i Ukraine

Mange af indbyggerne i Mariupol er flygtet fra den udbombede by. Foto: Alexander Ermochenko/Ritzau Scanpix
Mange af indbyggerne i Mariupol er flygtet fra den udbombede by. Foto: Alexander Ermochenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I den belejrede by Mariupol forsøger russiske soldater at få ram på ukrainske soldater, der har forskanset sig under et stort stålværk i byen.

Imens holder ukrainske styrker angiveligt stand i den østlige del af landet trods en omfattende russisk offensiv.

Få hele overblikket over de seneste begivenheder i Ukraine her:

Rusland optrapper angreb på stålværk og giver nyt ultimatum

Rusland har givet de tilbageværende ukrainske soldater i Mariupol en ny deadline for at overgive sig, hvis de vil slippe ud af den omringede by med livet i behold.

Fra onsdag klokken 13.00 dansk tid vil de ukrainske soldater således kunne lægge deres våben og være garanteret overlevelse, oplyser det russiske forsvarsministerium.

Soldater i Mariupol sender bøn til verden om at få dem ud

En øverstbefalende for de tilbageværende ukrainske styrker i Mariupol har natten til onsdag delt en video på Facebook, hvor han beder verdenssamfundet om hjælp til at redde soldaterne på det omringede stålværk Azovstal.

»Vi står over for vores sidste dage, hvis ikke timer«, siger Serhij Volyna fra den 36. marinebrigade i videoen.

Ukrainske soldater meldes at holde stand i Donbas

Ukrainske styrker holder indtil videre angiveligt stand i den østlige del af landet trods en bred russisk offensiv.

Visse steder er det endda lykkedes for ukrainske soldater at slå tilbage i kontraangreb, lyder det fra Ukraines væbnede styrker.

Atomagentur har igen kontakt med Tjernobyl

Efter fem uger har Det Internationale Atomagentur (IAEA) genoprettet kontakten med Tjernobyl – kraftværket i Ukraine.

Det oplyser atomagenturet i en erklæring.

IAEA mistede kontakt til atomkraftværket den 10. marts, efter at russiske soldater havde indtaget værket den 24. februar.

USA ventes at offentliggøre ny militærhjælp til Ukraine

USA’s præsident, Joe Biden, vil i nærmeste fremtid offentliggøre en ny, stor pakke med militærhjælp til Ukraine.

Det oplyser flere kilder med kendskab til sagen. Ukraines militær har allerede modtaget en række nye fly samt reservedele, der skal hjælpe landet med at få beskadigede fly i luften igen. Det oplyser USA’s forsvarsministerium.

Fem millioner flygtninge har nu forladt Ukraine

Ifølge FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, har fem millioner mennesker nu forladt Ukraine som følge af krigen i landet.

Kilder: Reuters, Interfax, BBC, TT og dpa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her