USA imødekommer torsdag ukrainsk efterspørgsel efter flere tunge våben med en ny militær hjælpepakke.

USA vil sende tunge våben »direkte til frontlinjerne for frihed«

Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA er klar med en militær hjælpepakke på knap 5,5 milliarder kroner til Ukraine.

Den inkluderer tunge våben, haubitser (en slags kanon, red.), masser af ammunition og taktiske droner. Det siger USA’s præsident, Joe Biden, torsdag.

Det skal hjælpe Ukraine i kampen mod russiske styrker.

På et pressemøde torsdag har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efterspurgt netop tunge våben.

»Vi ønsker at bygge vores forsvar ikke kun på soldater, men også på tunge våben«.

»Den russiske hær går ikke op i antal døde soldater. Det gør vi, og vi vil gerne redde flere liv, men det kræver tungere våben. Dem har vi ikke nok af, og vi vil gerne have flere«, sagde han.

Biden siger torsdag, at man er på et kritisk stadie forud for den kommende fase af krigen. Den militære hjælpepakke vil ifølge præsidenten sikre, at våben løbende vil blive leveret til Ukraine over de næste få uger.

Våben vil også blive sendt »direkte til frontlinjerne for frihed«, siger den amerikanske præsident.

Han oplyser, at USA og allierede arbejder så hurtigt som muligt for at levere det udstyr og de våben, som Ukraine har brug for under krigen.

Med den seneste hjælpepakke løber USA’s militære bidrag til Ukraine op i mere end 20 milliarder kroner, siden Rusland invaderede Ukraine 24. februar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her