Der er meldinger om døde og sårede, efter at et missilangreb mandag angiveligt har ramt havnebyen Odesa.

Meldinger om flere døde og sårede ved missilangreb på Odesa

Politiken har blandt andet besøgt Odesa i begyndelsen af april, hvor der var sandsække overalt i den indre bykerne som et værn mod russerne. Foto: Martin Lehmann
Politiken har blandt andet besøgt Odesa i begyndelsen af april, hvor der var sandsække overalt i den indre bykerne som et værn mod russerne. Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Den ukrainske havneby Odesa, der ligger ud til Sortehavet, er mandag angiveligt blevet ramt af et missilangreb.

Det siger i hvert fald den lokale guvernør Maksym Martjenko.

På kommunikationstjenesten Telegram skriver han, at der er døde og sårede efter et missilangreb. Han oplyser ikke yderligere detaljer.

Byrådet i Odesa oplyser mandag aften, at en dreng i teenagealderen er blevet dræbt i angrebet. Der oplyses ikke yderligere om dræbte eller sårede.

Det statslige ukrainske medie Suspilne citerer Ukraines sydlige militærkommando for, at angrebet har ramt en religiøs bygning. Det er mandag aften dog ikke bekræftet fra officielle myndigheder.

Tidligere mandag meddelte lokale myndigheder, at en bro var blevet ramt i Odesa-regionen lidt uden for selve byen Odesa.

Broen er tidligere blevet ramt af russiske styrker. Den udgør den eneste vej via både bil og tog til et stort område i den sydlige del af Odesa-regionen.

Odesa er en af Ukraines største byer med omkring en million indbyggere. Havnebyen spiller desuden en vigtig rolle i forhold til transport via Sortehavet.

Odesa er også tidligere under krigen i Ukraine blevet ramt af angreb.

Byen ligger ikke langt fra nabolandet Moldova mod vest. Det vil blive betragtet som en stor erobring, hvis Rusland skulle indtage byen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her