Sveriges forsvarsminister ser mange fordele i Nato og tror, at Norden tilsammen bliver stærkere end i dag.

Sveriges forsvarsminister i kovending: »Der findes et før 24. februar og et efter«

Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, er tidligere arg modstander af svensk medlemskab af Nato. Det er han ikke længere.  Foto: Ints Kalnins/Ritzau Scanpix
Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, er tidligere arg modstander af svensk medlemskab af Nato. Det er han ikke længere. Foto: Ints Kalnins/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et svensk og finsk medlemskab af forsvarsalliancen Nato vil være en klar styrkelse af Nordens samlede evne til at kunne forsvare sig, og det vil mindske risikoen for et angreb på de baltiske lande.

Det siger Sveriges forsvarsminister, Peter Hultqvist, til den svenske radioavis Ekot.

Fælles planlægning vil gøre, at vi bedre kan udnytte hinandens ressourcer, mener han.

Sverige og Finland ventes inden for kort tid at beslutte sig for at blive medlemmer af Nato. En alliance som Danmark, Norge og Island i mange år har været en del af.

»Ser man på det helt nøgternt, så vil der være den effekt, at vi udnytter hinandens styrker og fordele og komplementerer hinanden fuldt ud. Og med en operativ planlægning bliver vi tilsammen stærkere«, mener han.

Tidligere arg modstander af Nato-medlemskab

Socialdemokraten Peter Hultqvist har tidligere været en arg modstander af svensk medlemskab af Nato, men ikke længere.

»Der findes et før 24. februar og et efter«, siger han med henvisning til Ruslands invasion i Ukraine.

Norden vil som enhed også stå stærkere i Nato, påpeger han.

»Det giver naturligvis en helt anden strategisk dybde. Det giver også et meget stærkt sikkerhedspolitisk signal, og det giver også en stærk platform for det nordiske forsvarssamarbejde inden for Natos rammer«, siger han.

De nordiske forsvarsministre skal mødes senere på ugen, rapporterer Ekot.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her