Ved det seneste folketingsvalg i 2019 gik Det Konservative Folkeparti til valg på et dansk stop for salg af nye benzin- og dieselbiler allerede i 2030. Klimaet var højt på vælgernes dagsorden, og den grønne dagsorden var »konservativt hjerteblod«, hed det. I EU arbejder Danmark for at fremrykke udfasningen fra 2035 til 2030.
Men da EU-Parlamentets miljøudvalg onsdag i denne uge stemte om udfasningen af biler med fossile brændselsmotorer, stemte de konservatives Pernille Weiss for at sænke kravene til udfasningens hastighed. Hendes stemme skulle vise sig at blive afgørende. I en tæt afstemning var der 44 stemmer for at kræve, at Europas nye biler i 2030 skal have reduceret deres CO2-udledning med 70 procent i forhold til niveauet i 2021. Forslaget faldt overraskende, fordi Pernille Weiss og 43 andre stemte for, at reduktionen kun skulle være 45 procent.



























