Ruslands udenrigsministerium handler ikke længere om diplomati, men krigsførelse og løgne, siger FN-diplomat.

Russisk FN-diplomat siger op: Jeg skammer mig over mit land

Lyt til artiklen

En russisk diplomat ved FN’s kontor i Genève har mandag sagt op i protest mod Ruslands krig i Ukraine.

»Omfanget af denne katastrofe fik mig til at gøre det«, siger diplomaten, Boris Bondarev.

I et afskedsbrev, der er offentliggjort på netværket LinkedIn, retter han en kritik mod præsident Vladimir Putins styre.

»Aldrig har jeg skammet mig så meget over mit land som 24. februar i år«, skriver han med henvisning til den dato, hvor russiske soldater gik ind i Ukraine.

Han kritiserer også de »propagandaklichéer i stil med sovjetiske aviser i 1930’erne«, som ifølge ham udgår fra det russiske udenrigsministerium.

»I dag handler udenrigsministeriet ikke om diplomati. Det handler om krigsførelse, løgne og had«, skriver Bondarev videre.

Diplomaten siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at han har forsøgt at tale med sine overordnede ved det russiske FN-kontor om sine bekymringer.

»Jeg fik besked på at holde munden lukket for at undgå følger«, siger han.

Det hører til sjældenhederne, at russiske diplomater går af i protest mod den førte politik, skriver Reuters. Bondarev er dog ikke den første russiske diplomat, der trækker sig i protest mod krigen. Men han er den, der hidtil har gjort det mest højlydt, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge LinkedIn har Bondarev indtil nu været rådgiver med fokus på våbenkontrol for Ruslands FN-mission. For tre måneder siden sendte Rusland tusindvis af soldater ind i Ukraine, i hvad Rusland kalder »en særlig militær operation«. Den russiske regering har nedlagt strengt forbud mod at kalde det en ’krig’. Rusland hævder at bekæmpe nazister i Ukraine. Invasionen har fået vestlige lande til at indføre omfattende sanktioner mod Rusland.

Det er uvist, hvad den russiske diplomat vil gøre nu, herunder om han vil søge asyl.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her