Russerne rykkede tirsdag længere frem i byen Sjevjerodonetsk, hvor de blandt andet har ramt en kemikaliefabrik. Det har gjort Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, rasende.
Få overblikket over nattens hændelser her:
Medie: Schweiz nedlægger veto mod dansk hjælp til Ukraine
Schweiz har sat foden ned og afvist, at Danmark kan sende omkring 20 pansrede mandskabsvogne - som er blevet købt i Schweiz - til Ukraine. Det skriver den schweiziske tv-station SRF ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge mediet har Schweiz nedlagt veto mod dele af den danske krigshjælp til ukrainerne. Det forbeholder Schweiz sig retten til på grund af sin neutralitetspolitik, når der er tale om materiel, som er købt i Schweiz.
Der er tale om pansrede mandskabsvogne af typen Piranha III. Danmark havde spurgt det schweiziske statssekretariat for økonomi (SECO) om lov til at sende dem til Ukraine, men det er altså angiveligt blevet afvist. Ritzau forsøger at få en kommentar fra det danske forsvarsministerium.
Det danske forsvarsministerium vil ikke kommentere på historien.
»Af hensyn til fortroligheden om operative forhold kan Forsvarsministeriet ikke komme nærmere ind på forhold om donationer af våben«, lyder det fra ministeriet i en skriftlig udtalelse til Ritzau.
Russisk styrker holder øvelse med missiler nordøst for Moskva
Ruslands styrker holder øvelser i Ivanovo-regionen, som ligger nordøst for Moskva. Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Interfax. Over 1.000 soldater deltager i intense manøvrer med over 100 køretøjer, hvoriblandt der er Jars-affyringsramper, som kan affyre interkontinentale ballistiske missiler, der kan ramme mål i Europa, hedder det i en meddelelse fra forsvarsministeriet ifølge Interfax.
Ruslands ambassadør i Storbritannien, Andrej Kelin, sagde et interview søndag med BBC, at det er usandsynligt, at Rusland kommer til at anvende taktiske atomvåben i krigen mod Ukraine. Ifølge Kelin tillader russiske militærregler ikke brug af den type våben i konflikter som den i Ukraine.
Der har fremsat mange spekulationer om, at Rusland kunne finde på at tage atomvåben i brug for at få overtaget på slagmarkerne i Ukraine. Bekymringerne er især næret af udtalelser fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.
I slutningen af februar - få dage efter invasionen af Ukraine - beordrede Putin således den russiske forsvarschef Valerij Gerasimov til at sætte landets atomstyrker i øget beredskab.
Det blev ifølge BBC vidt og bredt opfattet som en trussel.
Zelenskyj raser over angreb mod kemikaliefabrik
Volodymyr Zelenskyj kalder den russiske regering ’vanvittig’, efter at russiske soldater tirsdag ramte en kemikaliefabrik ved Sjevjerodonetsk. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
»Med tilstedeværelsen af storproduktionen af kemikalier i Sjevjerodonetsk in mente er den russiske hærs angreb – som desuden indebærer fuldstændig blindt bombardement – fuldstændig vanvittigt«, siger Zelenskyj.
USA sender avancerede missilsystemer til Ukraine
En højtstående embedsmand fra den amerikanske regering afslører natten til onsdag dansk tid over for nyhedsbureauet Reuters, at det blandt andet bliver missilsystemer af typen Himars, som skal sendes til Ukraine.
USA sender avancerede missilsystemer til UkraineFN tæller 262 dræbte børn i krigen i Ukraine.
Hver eneste af de nu 100 dage, krigen i Ukraine har varet, er mere end to børn blevet dræbt og mere end fire børn blevet såret.
Det skriver FN’s Børnefonds (Unicef) danske afdeling i en pressemeddelelse.
Børnefonden tæller nu i alt 262 dræbte børn i krigens forløb. På samme tid er 415 børn blevet såret.
Ellemann og Frederiksen vil rydde miner med EU i Ukraine
Både Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og statsminister Mette Frederiksen (S) åbnede i partilederdebatten tirsdag aften for, at Danmark bør kunne være en del af en EU-mission til minerydning i Ukraine.
Rusland afholder atomøvelser
Ruslands atomstyrker afholder øvelser i Ivanovo-regionen, som ligger nordøst for Moskva. Det oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.
USA’s præsident, Joe Biden, skriver i et indlæg i avisen New York Times, at USA i øjeblikket ikke ser nogen indikationer på, at Rusland har i sinde at angribe Ukraine med atomvåben.
ritzau
fortsæt med at læse




























