Lavrov: Rusland vil gerne sikre ukrainsk hvede
Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, lovede under et besøg i Tyrkiet onsdag, at Rusland er villige til at give fri passage gennem Sortehavet til skibe, der transporterer hvede fra Ukraine.
Lavrov har diskuteret sagen med sin tyrkiske kollega, Mevlüt Cavusoglu, De reagerer på et forslag fra FN om - trods krigen - at få gang i hvedeeksporten.
Ukraine er en af verdens største hvedeproducenter. Hvis hveden ikke når ud på verdensmarkedet, er der frygt for brødmangel i verdens fattige lande. Lavrov siger, at det vil Rusland gerne sikre. Men Ukraine må først fjerne søminer i sine havne.
USA offentliggør detaljer om våbenleverancer
Siden Ruslands invasion har USA leveret våben og udstyr til Ukraine for i alt fire milliarder dollars – svarende til 28 milliarder kroner. Nu er nye oplysninger om, hvad Ukraine har fået for pengene, blevet offentliggjort ifølge BBC. Donationerne omfatter blandt andet:
- 6.500 Javelin-missiler
- 20.000 lette panserværnsvåben
- 1.400 Stinger-jord til luft-missiler
- 108 M777-haubitserartilleri med 220.000 granater
- 4 HIMARS-raketsystemer
- 121 Phoenix Ghost-droner
- 700 Switchblade-droner
- 200 pansrede mandskabsvogne
- Hundredvis af Humvee-køretøjer
- 20 Sovjet-producerede Mig-17-helikoptere
- 7.200 håndvåben
- 3 AN/TPQ-36-våbenlokaliseringssystemer
Ukraine har fået artilleri fra Norge
Norge har doneret 22 rullende artillerikanoner af typen M109 – heriblandt udstyr og reservedele samt tilhørende granater – til Ukraine, oplyser det norske forsvarsministerium. Norges forsvar har også bidraget til, at de ukrainske styrker har fået de rette kompetencer til at betjene haubitserne. Det er sket i Tyskland, oplyser ministeriet. Norge har ventet med at offentliggøre donationen af sikkerhedshensyn.
Rusland udleverer 210 lig fra Azovstal
210 af de ukrainske soldater, der døde under belejringen af stålværket Azovstal i byen Mariupol, er nu blevet udleveret af Rusland. Det bekræfter det ukrainske militær ifølge The Guardian.
Blodige kampe fortsætter i Severodonetsk
Ukrainske styrker kæmper for at holde stand, mens der foregår blodige kampe i byen Severodonetsk, der ligger i Donbas-området. Præsident Volodymyr Zelenskyj siger, at situationen er vanskelig i området i disse dage, men han lover også, at Ukraine vil generobre de områder, som russerne har taget.
1.000 ukrainske soldater fragtet til efterforskning i Rusland
Ikke mindre end 1000 ukrainske soldater er blevet fragtet til Rusland, hvor de nu kan se frem til at blive efterforsket af de russiske myndigheder. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet Reuters til det russiske nyhedsbureau Tass. Ifølge Tass er der blandt andet omtrent 100 udlændinge iblandt krigsfangerne.
1.000 ukrainske soldater er fragtet til efterforskning i RuslandUkraine vil lancere ’bog over bødler’
Volodymyr Zelenskyj siger, at Ukraine i næste uge vil lancere en ’bog over bødler’ for at beskrive de krigsforbrydelser, som Rusland ifølge ham har begået i Ukraine.
»Dette er konkrete fakta om konkrete personer, der er skyldige i konkrete og grusomme forbrydelser mod ukrainere«, siger præsidenten.
Rusland siger, at det har gjort, hvad det kunne for at undgå at ramme civile i det, der af Rusland er blevet kaldt »en særlig militæroperation«.
Merkel forsvarer tysk-russisk forhold
Tirsdag aften tog ekskansler Angela Merkel bladet fra munden i det første større interview, siden hun forlod posten som forbundskansler for Tyskland. Her gjorde hun det klart, at hun ikke mener, at hun har noget at undskylde for i forbindelse med hendes håndtering af Rusland og præsident Vladimir Putin.
»Diplomati er ikke forkert, bare fordi det ikke fungerede«, siger den i dag 67-årige konservative.
»Jeg behøver ikke skyde skylden på mig selv for ikke at gøre en stor nok indsats«.
Merkel giver første interview efter sin afgang: Putin »ønsker at ødelægge Europa«Kilder: Reuters og AFP.
ritzau
fortsæt med at læse




























