Den forgangne måned bød på en højst usædvanlig begivenhed. For første gang siden 2005 har en FN-højkommissær for menneskerettigheder besøgt Kina. Hendes navn er Michelle Bachelet, og besøgets højdepunkt var et besøg i den centralasiatiske region Xinjiang, der udgør den vestligste del af Kina. Her bor folkeslaget uighurerne, der bliver udsat for massiv undertrykkelse fra myndighedernes side. Ifølge Michelle Bachelet var netop dette da også centralt under besøget. Hun siger, at FN udtrykte bekymring over brud på menneskerettigheder i regionen, ligesom hun besøgte en af de meget omtalte lejre, hvor etniske minoritetspersoner er blevet interneret.
Men står det til 37 vestlige topforskere med ekspertise i Xinjiang og uighurerne, har hun gjort alt, alt for lidt. FN’s samlede rapporter om besøget og forholdene i Xinjiang bør samtidig udgives lige nu og her, mener forskerne i brevet, der blev bragt onsdag i den franske avis Le Monde, og som er blevet oversat til engelsk hos Vice News.




























