Amnesty International finder flere beviser for, at Rusland har brugt ulovlige våben mod civile i Ukraine.

Overblik: Severodonetsk' centrum er faldet i fjendens hænder

Røgsøjlerne står op fra Severodonetsk, hvor russerne i øjeblikket har indtaget bymidten. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Røgsøjlerne står op fra Severodonetsk, hvor russerne i øjeblikket har indtaget bymidten. Foto: Aris Messinis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

To af tre broer, der forbinder Severodonetsk med Lysytjansk over floden Siverskyj Donets, er sprængt væk, mens Kyivs borgmester beder om mere hjælp fra Tyskland.

Bliv klogere på nattens hændelser i krigen her:

De centrale Severodontsk er nu besat

Russerne kontrollerer nu bymidten i den ukrainske storby efter over flere ugers meget hårde kampe. Der har været kæmpet om hver eneste gade i byen, men det ukrainske forsvar er hårdt presset af den konstante regn af artillerigranater, russerne sender ind over fronten.

Slaget om byen kan være afgørende for kriges udfald og kan sikre Putin grebet om store dele af Østukraine.

Rusland sprænger mulig evakueringsrute fra Severodonetsk

Russiske styrker har sprængt en bro, der forbinder Severodonetsk med Lysytjansk. På den måde er en mulig evakueringsrute for civile blevet ødelagt, oplyser lokale myndigheder.

Det er en bro over floden Siverskyj Donets, der er blevet bombet. Det efterlader kun en af tre broer over floden tilbage.

Amnesty finder nye beviser for russiske angreb på ukrainske civile

Listen af beviser for, at Rusland har brugt ulovlige våben mod civile i Ukraine, vokser sig ifølge Amnesty International længere og længere.

Ngo’en finder således i en ny rapport, at der gentagne gange er brugt ulovlige klyngebomber i storbyen Kharkiv.

Det skriver Amnesty i en pressemeddelelse.

Kyivs borgmester beder Tyskland om mere hjælp

Vitalij Klitsjko, der er borgmester i Ukraines hovedstad, Kyiv, beder Tyskland om at gøre mere, for at Ukraine er i stand til at fortsætte kampen mod Rusland.

Opfordringen kommer forud for et muligt besøg fra den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, der angiveligt vil besøge Kyiv senere i juni sammen med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Italiens premierminister, Mario Draghi.

Til den tyske avis Bild siger Klitsjko, at Ukraine har brug for mere støtte og flere sanktioner og våben.

Ministre vil finde udvej for Ukraines blokerede korneksport

Når fødevareminister Rasmus Prehn (S) mandag mødes i Luxembourg med sine kolleger i EU, er der ét altoverskyggende emne på dagsordenen: Alternative fragtruter for den kritisk vigtige eksport af korn fra Ukraine.

Fra dansk side ønsker man ifølge ministeren at gøre alt, hvad man kan, for at hjælpe til i arbejdet med at finde alternative fragtruter til de enorme mængder korn, der skal ud af Ukraine.

Kilder: Reuters og dpa.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her