Glem Khashoggi. Glem at den saudiarabiske journalist og systemkritiker 2. oktober 2018 gik ind på sit lands konsulat i Istanbul for aldrig at komme ud igen. Glem at tyrkisk overvågning denne dag afslørede, at specialudsendte saudiske agenter lod Khashoggi myrde og hans lig partere inde på konsulatet. Glem at Tyrkiet i detaljer havde registreret ankomsten af de 15 saudiske agenter, herunder en retsmediciner med kompetence i opskæring af lig, i privatfly til Istanbul samme morgen. Glem at først tyrkisk politi, siden en særlig FN-undersøger og til sidst CIA entydigt pegede på, at agenterne var udsendt fra den saudiske kronprins’ hof.
Og at kronprinsen må opfattes som bagmand for den blodige, nogle vil sige ulækre, forbrydelse.




























