De intense kampe fortsætter i det vestlige Luhansk, hvor Ukraine vil trække sig fra Sjevjerodonetsk.

Overblik: Nordukraine under beskydning fra Belarus 

Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Foto: Anatolii Stepanov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 12.32.

Ukraine vil trække sig fra Sjevjerodonetsk i Luhansk, men formentlig stadig forsøge at holde fast i Lysytjansk, som ligger i nærheden.

Få overblikket over nattens hændelser her:

Nordukraine under beskydning fra Belarus

En del af det nordlige Ukraine er lørdag morgen kommet under kraftig beskydning fra Hvideruslands territorium. Det meddeler Ukraines hær.

»Omkring klokken 5.00 om morgenen oplevede Chernigiv-regionen et massivt bombardement med missiler«, meddeler militæret.

»20 raketter, der blev affyret fra Hvideruslands territorium og fra luften, ramte landsbyen Desna«.

Ukraines militære efterretningstjeneste mener, at Rusland forsøger at involvere Hviderusland i krigen i Ukraine.

Det skriver AFP.

Genopbygning af Mariupol vil tage årevis

Genopbygningen af den besatte ukrainske by Mariupol i det sydøstlige Ukraine kommer til at tage mellem tre og fem år. Det siger Oleksandr Kofman, en ledende figur i den selverklærede folkerepublik Donetsk, ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

Byen blev sønderbombet af russiske styrker, da Rusland invaderede Ukraine.

Putin og Lukasjenko skal mødes

Den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans belarusiske pendant, Aleksandr Lukasjenko, skal lørdag mødes.

Hviderussiske styrker i de seneste dage holdt træningsøvelser i nærheden af den ukrainske grænse.

Ukraine vil formentlig stadig forsvare Lysytjansk

Den ukrainske hær har beordret sine styrker til at trække sig fra byen Sjevjerodonetsk i Luhansk på kontrolleret vis, men vil formentlig fortsat forsøge at holde stand i Lysytjansk, som ligger sydvest for Sjevjerodonetsk.

Det skriver ISW i sin daglige afrapportering.

Rusland vil forsøge false-flag-operationer i Belarus

En ukrainsk efterretningstjeneste beretter om, at Rusland sender sabotagegrupper til byer nær den ukrainske grænser i Hviderusland. Det skriver ISW. Sabotagegrupperne skulle angiveligt have for øje at give Belarus en undskyldning for at angribe Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her