En boligblok og et ferieresort i Odesa er angiveligt blev udsat for et russisk missilangreb. Flere er døde.

Overblik: Ukraine beskylder russerne for brug af kemiske våben

Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Foto: Maxar Technologies/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 21.33

Russiske missiler har natten til fredag ramt flere steder i havnebyen Odesa.

Få her et overblik over den seneste udvikling i krigen i Ukraine:

Ukraine beskylder russerne for at bruge kemiske våben

Ukraines hær beskylder Rusland for fredag at have affyret fosforbomber på Slangeøen i Sortehavet.

»I dag omkring klokken 18.00 angreb det russiske luftvåben to gange med SU-30 fly med fosforbomber mod Zmiinyi øen (Slangeøen red.)«, hedder det i en ukrainsk erklæring.

Beskyldningen kommer dagen efter, at russerne trak deres styrker væk fra den strategisk vigtige klippeø. Det skriver AFP.

Norge støtter Ukraine med yderligere en milliard euro

Norge lover en milliard euro (omkring 7,44 milliarder kroner) til Ukraine.

Den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, er i Kyiv, hvor han siger, at pengene skal hjælpe folk i nød og anvendes til genopbygning og selvforsvar.

Støre rejste direkte fra Nato-topmødet i Madrid til Ukraine.

Før et møde med den ukrainske leder, Volodymyr Zelenskyj, fredag besøgte Støre to landsbyer som på forskellige måder er mærket af den russiske invasions brutalitet.

»Vi bidrager med støtte til ukrainernes kamp for frihed. De kæmper for deres land, men også for vor fælles sikkerhed her i Europa og vore demokratiske værdier«, sagde en tydeligt bevæget norsk regeringsleder efter møder med indbyggerne i landsbyerne Tsjernihiv og Yahidne.

Den nye støttepakke på ti milliarder norske kroner, skal også støtte drift af sygehuse og skoler og andre centrale funktioner. En anden betydelig del af pengene vil gå til våben og materiel.


Pengene udbetales i løbet af i år og næste år.

17 personer meldes dræbt i missilangreb i Odesa

Et russisk missil har ifølge en ukrainsk talsmand ramt en beboelsesejendom i den ukrainske by Odesa natten til fredag og dræbt mindst 17 personer.

Et andet missil har ifølge talsmanden ramt et ferieresort i Odesa og såret adskillige.

Canada sender kampvogne til Ukraine

Canadas premierminister, Justin Trudeau, har indgået en aftale om at sende 39 kampvogne til Ukraine.

Rusland bruger angiveligt gamle missiler

Russiske styrker bruger upræcise missiler fra gamle sovjetlagre i over halvdelen af deres angreb på Ukraine. Det hævder den ukrainske brigadegeneral Oleksij Hromov.

Ifølge generalen fører brugen af de gamle missiler til betydelige tab af menneskeliv, da de er mindre præcise.

Zelenskyj: Kontrol over Slangeøen er strategisk vigtig

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ændrer russernes exit fra Slangeøen situationen i Sortehavet.

»Det er ikke en garanti for sikkerhed. Det er ikke en garanti for, at vores fjender ikke vender tilbage. Men det begrænser handlemulighederne for besætterne betydeligt«, siger han.

Zelenskyj: Ukraine begynder at eksportere elektricitet til EU.

Ukraine er ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj begyndt at eksportere elektricitet til EU via Rumænien.

»Dette er kun første fase. Vi forbereder os på at øge udbuddet«, siger han.

Kilder: Reuters, The Guardian, Sky News og AFP.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her