Artiklen er opdateret klokken 23.37
Den britiske premierminister Boris Johnson har tirsdag aften udnævnt Nadhim Zahawi som ny finansminister i sin konservative regering.
Det fremgår af en officiel meddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Zahawi, der hidtil har været uddannelsesminister, afløser Rishi Sunak, der tirsdag trak sig fra posten i protest mod Johnson.
Økonomien er under pres
Den 55-årige Zahawi overtager som finansminister en økonomi, der lader til at have kurs mod en hård opbremsning eller ligefrem en recession.
Han vil fra dag et i sit nye embede være under pres for at yde mere økonomisk støtte til borgere, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen.
Der vil desuden være et pres på finansministeren for at sænke skatterne, skriver Reuters.
Også sundhedsminister Sajid Javid trak sig tirsdag fra sin post i protest mod Boris Johnsons måde at lede regeringen på.
Det skete få minutter efter, at finansminister Sunak havde meddelt sin beslutning. Javid bliver afløst af Steve Barclay.
Medier: Det kan blive dødsstødet for regeringen
Ifølge nyhedsbureauet Reuters og flere andre internationale medier kan tirsdagens ministerfratrædelser vise sig at blive dødsstødet for den britiske regering. Den har tidligere været centrum for flere skandaler.
Blandt andet har Boris Johnson modtaget stor kritik for håndteringen af en sag om seksuelle krænkelser. Sagen involverer et parlamentsmedlem, der siden er trådt tilbage.
Johnson har været presset i månedsvis på grund af flere sager. Blandt andet har der været holdt fester i premierministerens embedsbolig i Downing Street 10 under coronanedlukningen i 2020.
Rishi Sunak, der ifølge medierapporter har haft flere sammenstød med Johnson på grund af uenighed om finanspolitikken, siger i forbindelse med sin fratræden, at ’offentligheden forventer med rette, at regeringen opfører sig ordentligt, kompetent og seriøst’.
»Jeg mener, at disse standarder er værd at kæmpe for, og det er derfor, jeg træder tilbage«, skriver Sunak i et tweet.
ritzau




























