11. marts angreb russiske styrker et plejehjem i det østlige Ukraine. Omkring 50 civile mistede livet, og ukrainske myndigheder lagde skylden helt og holdent på de russiske styrker.
Men Ukraine bidrog selv til tragedien, og havde et medansvar for angrebet.
Det fastslår en rapport udarbejdet af FN’s højkommissær for menneskerettigheder.
Det skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.
Få dage før angrebet havde ukrainske soldater forskanset sig inde i plejehjemmet i regionen Luhansk. Dermed gjorde de i realiteten plejehjemmet og dets beboere og ansatte til et militært angrebsmål for russerne, konstaterer FN i rapporten.
Angrebet, der fandt sted godt to uger efter, at russiske styrker invaderede Ukraine, udløste en brand, som spredte sig til hele plejehjemmet, og snesevis af ældre patienter, mange af dem sengeliggende, var fanget inde i bygningen uden vand eller elektricitet.
Et mindre antal patienter og ansatte slap ud og søgte tilflugt i en skov i nærheden. Efter at have gået fem kilometer fik de hjælp fra andre.
Mindst 22 af de 71 patienter overlevede ifølge rapporten angrebet. Det præcise antal omkomne er fortsat ukendt.
Bekymret for brug af menneskelige skjolde
Rapporten konkluderer ikke, at de ukrainske soldater eller de russiske styrker begik en krigsforbrydelse.
Men rapporten gør det klart, at slaget ved plejehjemmet er symbolsk for FN’s bekymring for den potentielle brug af ’menneskelige skjolde’ for at forhindre angreb i krigssituationer.
Mens Ruslands bombeangreb mod boligblokke, hospitaler, skoler og andre civile mål i Ukraine er hovedårsag til krigens mange civile ofre, så må Ukraine også overholde de internationale regler på slagmarken.
Det siger David Crane, en tidligere embedsmand i USA’s forsvarsministerium, som har været involveret i adskillige internationale undersøgelser af krigsforbrydelser.
Han mener, at de ukrainske soldater kan have overtrådt lovene for væbnet konflikt ved ikke at evakuere plejehjemmets beboere og personale.
»Bundlinjen er, at civile ikke må angribes med vilje. Punktum. Uanset årsagen. Ukrainerne placerede disse mennesker i en drabszone. Og det må man ikke gøre«, siger David Crane til AP.
ritzau




























