Prognoserne for verdensøkonomien er blevet ’en hel del mørkere’.
Det skriver Kristalina Georgieva, direktør for Den Internationale Valutafond (IMF), i et blogopslag, hvor hun varsler lavere vækstprognoser senere på måneden.
Udmeldingen kommer, blot måneder efter at IMF senest nedjusterede sine forventninger til den globale økonomi i år.
Det er blandt andet krigen i Ukraine, der har forårsaget voldsomme inflationsstigninger verden over i løbet af de seneste måneder.
Samtidig kæmper verden fortsat med effekterne af coronakrisen.
»Det kommer til at blive et hårdt 2022 - og muligvis et endnu hårdere 2023 med øget risiko for recession, skriver Georgieva.
Det var i april, at IMF senest nedjusterede sine forventninger til den globale vækst. Her lød forventningen på 3,6 procent i år.
Allerede dengang varslede IMF, at der kunne komme yderligere nedjusteringer på grund af de mange usikkerheder og risici i 2022.
»Siden da har flere af de risici materialiseret sig - og de mange kriser, som verden står over for, er blevet intensiveret, skriver Georgieva onsdag.
En opdateret vækstprognose fra IMF - World Economic Outlook - ventes senere denne måned.
Fredag og lørdag mødes G20-landenes finansministre på Bali.
ritzau




























