Danmark får torsdag et rap over nallerne af EU-Domstolen. Årsagen er fetaost. Eller snarere ost, der kaldes feta, men ikke må kaldes det ifølge EU-regler.
Danmark har undladt at forhindre eksport af ost under betegnelsen feta fremstillet i Danmark til tredjelande. Og da fetaost ifølge EU-regler kun kan betegnes som feta, når det er produceret i Grækenland og Cypern, har Danmark begået traktatbrud, oplyser EU-Domstolen i en pressemeddelelse.
Danmark har ment, at reglen kun gjaldt, når det omhandlede eksport af ost under betegnelsen feta til andre EU-lande. Derfor har man ikke forhindret eksport fra danske mejerier af ost kaldet feta, for eksempel dansk feta, til tredjelande. Men det er altså en forkert forståelse af EU’s regler. Og derfor skal Danmark sørge for, at eksporten stopper.
Mejerister håber på appel
Afgørelsen kan få store konsekvenser for danske mejerister, siger Kirsten Holm Svendsen, der er direktør for Mejeriforeningens kontor i Bruxelles. For i flere lande i Mellemøsten, som er Danmarks største eksportmarked uden for EU, er lovgivningen sådan, at den hvide ost skal gå under navnet feta, forklarer Kirsten Holm Svendsen.
En konsekvens heraf kan blandt andet være, at mejerister skal fremstille produktet uden navn og ommærke det i tredjelandet eller flytte produktionen til landet. Det vil dog have sine omkostninger, siger direktøren for Mejeriforeningens kontor i Bruxelles.
»Det er svært at sige, hvad omkostningerne vil være. Men den ultimative omkostning vil være, at vi helt mister eksportlandet. De lande, det drejer sig om, er fritstillet til at producere osten under navnet feta. I virkeligheden kan man sige, at man forærer markedet væk«, siger Kirsten Holm Svendsen.
Hun understreger samtidig, at onsdagens afgørelse er truffet mellem den danske stat og EU-Kommissionen.
»Så medmindre den danske stat ønsker at appellere dommen, hvilket jeg håber, at den gør, så skal man jo ændre lovgivningen i Danmark, og så følger vi naturligvis afgørelsen«, siger Kirsten Holm Svendsen.
Kun forbeholdt græsk eller cypriotisk ost
Betegnelsen feta blev i 2002 registreret som beskyttet oprindelsesbetegnelse. Det, der på ægte fetaost i butikker kan læses BOB. Lige siden har betegnelsen været forbeholdt ost, som har oprindelse i bestemte områder i Grækenland og Cypern. I Danmark bliver såkaldt dansk feta solgt som eksempelvis salattern eller hvid ost, fordi det bliver solgt på EU’s indre marked. Men til lande uden for EU har nogle danske mejerier altså brugt betegnelsen feta om osten.
Dommen fra EU-Domstolen betyder, at Danmark hurtigst muligt skal rette ind. Den fører i første omgang ingen sanktioner med sig. Hvis Danmark skulle undlade at rette ind, kan EU-Kommissionen anlægge en ny sag med krav om finansielle sanktioner. Det er EU-Kommissionen, som med støtte fra Grækenland og Cypern har lagt sag an mod Danmark.
Formålet med at beskytte visse fødevarer er at hjælpe producenterne i de bestemte områder med at opnå et rimeligt udbytte, der afspejler produkternes kvalitet.
Andre eksempler på sådanne fødevarer er champagne og parmaskinke.
ritzau
fortsæt med at læse




























