Et udvalg i Repræsentanternes Hus har ret til at se tidligere præsident Donald Trumps selvangivelser. Det har en føderal appeldomstol afgjort tirsdag, skriver Reuters.
Udvalget, The Ways and Means Committee, gik første gang til domstolene i april 2019 med krav om at få udleveret Trumps skattepapirer.
Det har Trump og hans advokater modsat sig. Striden har verseret ved domstolene i over tre år nu.
Appeldomstolen mener, at anmodningen er relevant for udvalgets arbejde.
Anmodningen strider ikke mod forfatningen eller princippet om magtens deling, som Trumps advokater har argumenteret for, lyder det i afgørelsen.
Trump selv har betegnet forskellige myndigheders ønske om at se hans selvangivelser som ’en heksejagt’.
Kongresudvalget skriver på Twitter, at ’loven er på vores side i anmodningen om at få Trumps selvangivelser’.
»Vi forventer at modtage de ønskede selvangivelser og revisionsdokumenter omgående«, lyder det videre i beskeden på Twitter.
Det magtfulde udvalg tager sig af spørgsmål vedrørende blandt andet skattelovgivning.
Trump er den første amerikanske præsident i 40 år, der har nægtet at offentliggøre sine skatteoplysninger.
ritzau




























