35 er dræbt, og 37 er såret i angreb i område af Burkina Faso, hvor militære islamister har eskaleret angreb.

Angreb med vejsidebombe dræber 35 civile i Burkina Faso

Burkina Faso plages af uro, efter at både Islamisk Stat og al-Qaeda har udført mange angreb i løbet af det seneste årti. Her ses restauranten Cappucino i Ouagadougou, som i januar 2016 blev angrebet af al-Qaeda. Foto: Joe Penney/Ritzau Scanpix
Burkina Faso plages af uro, efter at både Islamisk Stat og al-Qaeda har udført mange angreb i løbet af det seneste årti. Her ses restauranten Cappucino i Ouagadougou, som i januar 2016 blev angrebet af al-Qaeda. Foto: Joe Penney/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mindst 35 civile mistede livet, da et køretøj i en konvoj mandag ramte en vejsidebombe i det nordlige Burkina Faso, oplyser landets midlertidige regering i en erklæring. 37 andre blev såret i angrebet.

Det var en forsyningskonvoj, der ramte vejsidebomben, da den var på vej til landets hovedstad, Ouagadougou. Konvojen ramte vejsidebomben mellem byerne Djibo og Bourzanga. Det er et område, hvor islamistiske militante har eskaleret angreb på landsbyer, politi og militær siden 2015.

»Ledsagere sikrede hurtigt området og gjorde, hvad der skulle gøres, for at hjælpe ofrene«, lyder det i udtalelsen fra regeringen.

Usikkerheden i den vestafrikanske Sahelregion er blevet større det seneste årti. Det er sket, fordi grupper med tilknytning til militante islamistiske bevægelser som al Qaeda og Islamisk Stat har udført mange angreb.

Tusindvis af mennesker er blevet dræbt, og over en million personer er blevet fordrevet på trods af tilstedeværelse fra udenlandske soldater og FN’s fredsbevarende styrker.

Frustrationer over de mange angreb ansporede et militærkup mod landets tidligere præsident Roch Kabore i januar i år. Volden i landet er dog ikke blevet mindsket af den grund.

Tæt på en 10.-del af befolkningen i Burkina Faso er fordrevet på grund af konflikter. Af den grund er landets alvorlige fødevareusikkerhed næsten fordoblet sammenlignet med sidste år, fordi marker og landbrugsdyr er blevet forladt, ifølge det norske flygtningeråd.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her