Som stats- og regeringschefer over resten af verden har lederne i hovedparten af de 56 Commonwealth-lande stået i kø for at udtrykke deres respekt for dronning Elisabeth II efter hendes død torsdag og samtidig udtrykke deres vilje til samarbejde med kong Charles III, der ud over titlen som konge nu er »Head of Commonwealth«.
Britiske medier minder om, at dronningen har besøgt alle Commonwealth-landene, senest Malta i 2015, og hun betragtede sig selv som symbolet på sammenholdet mellem Storbritannien og en organisation, hvis medlemslande tilsammen tæller 2,5 milliarder indbyggere.


























