Otte af verdens mest magtfulde mænd har i denne uge været samlet i Samarkand i Usbekistan. Anledningen er et topmøde i organisationen Shanghai Cooperation Organisation (SCO). Deltagerne er statshovederne fra Kina, Rusland, Indien, Usbekistan, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan og Pakistan, der trods krig i Ukraine mødes i den usbekiske by.
Selv om SCO er verdens største regionale organisation, som dækker cirka 60 procent af Eurasien, og hvis medlemsstater står for 30 procent af verdens bnp, er det formentlig de færreste i Vesten, der kender til den. Men organisationen med blot et par årtier på bagen er i fremgang. Og det er ikke gode nyheder for Vestens demokratier, mener postdoc ved Center for War Studies på Syddansk Universitet André Ken Jakobsson:




























