Putin taber krigen i Ukraine. I praksis har han tabt. Det, vi ser, er opløsningen af Sovjetunionen version II.
Meldingen kommer fra en Ruslands-kender. En specialist i Østeuropa. Charlotte Flindt Pedersen har boet i Sovjetunionen og rejst og arbejdet i Rusland og i de fleste af de stater, der opstod ud af Sovjetunionens opløsning. Hun har i tre årtier haft næsen dybt nede i Ruslands samfundsudvikling og forhold til sine omgivelser. Taler russisk, naturligvis. Direktør for det Udenrigspolitiske Selskab.