Efter ung iransk kvindes død har demonstranter forsøgt at svække præstestyret. Hæren advarer dem.

Regimet i Iran varsler store moddemonstrationer mod »onde fjender«

Under de seneste dages store demonstrationer, hvor titusinder har deltaget, er politistationer blevet brændt ned, biler sat i brand, og kvinder har sat ild til deres hovedtørklæder og klippet deres hår. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
Under de seneste dages store demonstrationer, hvor titusinder har deltaget, er politistationer blevet brændt ned, biler sat i brand, og kvinder har sat ild til deres hovedtørklæder og klippet deres hår. Foto: Wana News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Irans hær siger fredag, at den er klar til at »konfrontere fjenderne« for at opretholde sikkerhed og orden. Meldingen kommer, efter at protester over en ung kvindes død har spredt sig til mange byer i landet.

»Disse desperate handlinger er en del af fjendens ondsindede strategi til at svække det islamiske regime«, lyder det i en erklæring.

Der er varslet store demonstrationer til fordel for regimet, når fredagsbønnen er overstået.

Den 22-årige Mahsa Amini døde, efter at hun havde været i det religiøse moralpolitis varetægt. Hun var tilsyneladende blevet tilbageholdt, fordi hendes hovedtørklæde dækkede for lidt af hendes hår.

Hendes familier siger, at hun er blevet mishandlet til døde.

Det har udløst protester mod regimets hårde krav til kvinder og deres påklædning. Under de seneste dages store demonstrationer, hvor titusinder har deltaget, er politistationer blevet brændt ned, biler sat i brand, og kvinder har sat ild til deres hovedtørklæder og klippet deres hår.

At gå utildækket som kvinde kan koste adskillige år i fængsel i Iran.

De iranske medier, der er under præstestyrets kontrol, skriver, at der efter fredagsbønnen vil blive gennemført marcher til fordel for regimet. Der vil lyde ’et energisk brøl fra folket mod ballademagerne’, hedder det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her