Det haster med at hjælpe de mest udsatte med at betale deres svimlende energiregninger i hele Europa. Det er de 27 EU-lande enige om, og derfor nikkede de alle fredag eftermiddag til EU-Kommissionens ’Robin Hood’-plan om at inddrage milliarder fra energiproducenter og fordele dem rundt til de mest trængende.
»Vi er blevet enige om en model for at få nogle af alle de mange penge, som selskaber tjener i overnormal profit, tilbage, så vi kan hjælpe borgere og virksomheder med de høje elpriser. Det er et stort og vigtigt skridt. Præcis, hvad det kommer til at betyde i Danmark, er for tidligt at sige«, lød det fra klimaminister Dan Jørgensen (S) efter mødet.




























