Rusland vil have undersøgt gaslækagerne i Østersøen, men afviser at stå bag.

»Forudsigeligt« og »dumt«: Kreml-talsmand afviser anklager om sabotage

Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det russiske styre afviser mistanker om at stå bag sabotager på gasrørledningerne Nord Stream 1 og 2.

»Det er ganske forudsigeligt og også forudsigeligt dumt«, siger Dmitrij Peskov, der er talsperson for styret i Kreml, på et pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samme melding kommer fra den russiske ambassade i Danmark, der kalder sabotage mod Nord Stream-rørledningerne for sabotage mod Ruslands og Europas energisikkerhed.

»De involverede må identificeres. De udokumenterede beskyldninger og antagelser, der nu fremsættes alle steder, har til formål at skabe informationsstøj og forhindre en objektiv og upartisk undersøgelse«, skriver ambassaden i en mail til Ritzau.

Peskov omtaler gaslækagerne som et stort problem for Rusland, fordi den dyre naturgas strømmer ud af rørledningerne og forsvinder ud i atmosfæren. Han peger i stedet pilen mod USA ved at sige, at styret i Moskva har set en kraftig stigning i den fortjeneste, amerikanske virksomheder har fået ved at sælge gas til Europa.

Vil have episoden undersøgt

Rusland ønsker, at episoderne bliver undersøgt, understreger Peskov.

»Før der kommer nogen beskyldninger, bør vi vente på undersøgelsen af disse brud, om der var en eksplosion eller ej«, siger han.

Den information kan komme fra Danmark eller Sverige, tilføjer han. Det skyldes, at selv om bruddene er sket i internationalt farvand, er to af bruddene i Danmarks eksklusive økonomiske zone, mens et tredje er i Sveriges eksklusive zone.

Danmark og andre Nato-lande har allerede givet udtryk for, at de vil have lækagerne undersøgt. Men der kan gå en til to uger, før der kan ses nærmere på gasrørledningerne, har den danske forsvarsminister, Morten Bødskov (S), onsdag sagt.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på et pressemøde tirsdag aften, at det er myndighedernes »klare vurdering«, at de tre lækager på Nord Stream 1 og 2 er sket ved bevidste handlinger og ikke ved uheld. Den første lækage blev konstateret mandag, mens de andre to blev opdaget tirsdag.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her