Lederen af regimet i Rusland erklærer nu, at de regioner af Ukraine, hans militær holder besat, indlemmes i Rusland.

Putin i tale: »Alle i Kyiv og Vesten skal vide, at de mennesker bliver russiske borgere for stedse«

Nu tager Putin et stort stykke af Rusland.  Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Nu tager Putin et stort stykke af Rusland. Foto: Gavriil Grigorov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

»I ved, at der var afstemninger. Resultaterne er velkendte. Folket har valgt«.

Sådan siger Ruslands leder Vladimir Putin i en tale, hvor han forsvarer overtagelsen af de besatte områder i Ukraine.

»Det er deres ret, deres naturgivne rettighed«, erklærer han under en ceremoni, hvor regionerne formelt set indlemmes i Rusland.

I den forbindelse benyttede han lejligheden til at beklage, at Sovjetunionen blev opløst og roste dem, der ifølge ham har kæmpet for Ruslands interesser.

»Vi vil huske dem, der ikke ville anerkende det nynazistiske kup i Ukraine«, tilføjer Putin og taler om de »martyrer«, der har mistet livet i kampen mod de ukrainske styre: »Det er det store Ruslands helte«. Hvorefter Putin bad om et minuts stilhed for ofrene.

Sovjets kollaps var en fejl

Han ser Sovjetunionens sammenbrud som en tragedie, der nu rettes op på: »Folk blev fanget. Det blev en national katastrofe«, tilføjer han om Sovjetunionens sammenbrud i 1991, hvor »vort store land blev brudt op«. Det gjorde det muligt for Vesten at tilrane sig Ruslands rigdomme, mener præsidenten.

»Vi kan ikke bringe fortiden tilbage. Men det behøver Rusland ikke. Intet er større end millioner af mennesker, der vil være en del af Rusland. Det ønske om at vende tilbage til deres sande moderland er der intet galt i«.

Det hele er Vestens skyld: »Vesten forventede, at Rusland ikke ville komme op at stå igen. Men Rusland rejste sig og blev stærkere og tog sin plads i verden. Vesten leder efter en ny mulighed for at knække Rusland og sende vort folk ud i fattigdom og død«.

»De ønsker ikke at se os som et frit samfund, men som slaver. Vor udvikling og fremskridt er en trussel mod dem«.

Ukrainere har lært at hade russere

Ukrainerne »blev opfostret til at hade alt russisk«, siger Putin og meddeler, at dele af Ukraine nu overtages af Rusland: »Alle i Kyiv og Vesten skal vide, at de mennesker bliver russiske borgere for stedse«, meddeler han.

»Det er den eneste vej til fred. Vi vil forsvare vort land med alle til rådighed stående midler«, understreger han og bedyrer, at Rusland nu vil genopbygge de byer, der er smadret som følge af russernes besættelse.

Putin mener, at aftaler om fred og nedrustning blev smidt i skraldespanden.

»De tror, at vi er fjolser. Rusland er et tusind år gammelt land og civilisation. Vi vil ikke leve efter deres regler«, erklærer han og anklager Vesten for at påtvinge dogmet om, at grænser ikke kan flyttes.

Fupafstemninger forud for annekteringen

Ordene faldt ved en tale i Sankt Jørgens-salen i et af Kremls paladser, hvor regeringsmedlemmer så som forsvarsminister Sergej Sjojgu og udenrigsminister Sergej Lavrov sad på tilhørerbænken.

Det var ventet: Torsdag aften tog Vladimir Putin det første skridt i overtagelsen af de besatte områder, da han på Ruslands vegne anerkendte Zaporizjzja- og Kherson-regionerne som selvstændige lande, ganske som han tidligere har anerkendt de såkaldte folkerepublikker i Luhansk og Donetsk.

Det kom i kølvandet på det, russerne har betegnet som ’folkeafstemninger’ om områdernes fremtidige tilhørsforhold. De fire regioner stemte – hævder russerne – for at tilslutte sig Rusland.

Det er store områder, der annekteres

Præsidenten orienterede fredag officielt det russiske parlaments underhus om planerne for at flytte Ruslands grænser, så de besatte ukrainske områder gøres til en del af moderlandet. Med til billedet hører, at russerne kun delvist har kontrol over de regioner, der tales om og at hans talsmand, Peskov, har advaret om, at de ’manglende områder’ skal indtages af russisk militær, førend indlemmelsen er tilendebragt.

De 109.000 kvadratkilometer, regimet nu vil tilrane sig, udgør omkring 15-18 procent af Ukraines areal. Og ved at gøre dem russiske vil det være berettiget at forsvare dem med atomvåben, advarer russerne.

Vesten har taget afstand fra besættelserne og tydeligt ladet regimet vide, at annekteringen aldrig vil blive anerkendt. Selv lande, russerne har anset for at være dem mildere stemt, har taget afstand fra forsøgene på at flytte internationale grænser gennem krig og vold.

FN’s generalsekretær Antonio Guterres har advaret om, at det, Putin og hans regime er i gang med, udgør en »farlig eskalation«.

Ukraine har heller ikke i sinde at lade russerne indlemme de områder, de vil have, og bedyrer, at kampen mod invasionen fortsætter uhindret.

Selv har Putin ladet sin befolkning vide, at »skabelsen af en mere retfærdig verdensorden er i gang«.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her