Zelenskyj ønsker hurtig Nato-adgang og siger, at han først forhandler med Rusland, når der er en ny præsident.

Efter Putins tale: Zelenskyj skærper retorikken, og USA indfører nye sanktioner

Ruslands præsident, Vladimir Putin, fejrer annekteringen af fire ukrainske regioner sammen med regionernes Putin-udpegede ledere. Foto: Grigory Sysoyev/Ritzau Scanpix
Ruslands præsident, Vladimir Putin, fejrer annekteringen af fire ukrainske regioner sammen med regionernes Putin-udpegede ledere. Foto: Grigory Sysoyev/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Som en reaktion på Ruslands annektering fredag af fire ukrainske regioner siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at han aldrig vil forhandle med præsident Vladimir Putin.

»Ukraine vil ikke gennemføre nogen forhandlinger med Rusland, så længe Putin er præsident for Den Russiske Føderation. Vi vil forhandle med den nye præsident«, siger Zelenskyj i en video, der er lagt ud på de sociale medier.

Han siger samtidig, at han vil søge at få fremskyndet et Nato-medlemskab.

»Vi har allerede vist, at vi er forenelige med alliancens standarder. Vi tager et vigtigt skridt ved at underskrive Ukraines ansøgning om fremskyndet tilslutning til Nato«, siger Zelenskyj.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fredag eftermiddag ved en ceremoni i Moskva, underskrevet et dokument om annekteringen af fire ukrainske regioner. Det er Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja. De fire regioner holdes helt eller delvist besat af Rusland.

Statsminister Mette Frederiksen (S) skriver på Twitter, at hun fredag har talt med Zelenskyj og lovet fortsat støtte til Ukraines forsvarskamp.

»Det er vitalt, at vi fortsætter med levere det nødvendige udstyr til støtte for det modige ukrainske folks forvar mod Ruslands aggressionskrig«, skriver hun.

Amerikanske sanktioner rammer parlamentsmedlemmer

Også USA har reageret på Ruslands annektering af de fire regioner ved at indføre en ny runde sanktioner mod Rusland, oplyser Det Hvide Hus i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Rusland bryder international lov, tramper på FN-pagten og viser dets foragt over for fredelige nationer«, siger den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Præsident Joe Biden opfordrer alle medlemmer af det internationale samfund til at afvise Ruslands forsøg på at tage landområder fra et naboland. Noget, der er blevet fordømt i mange vestlige lande. Sanktionerne skal ramme dem, som giver politisk eller økonomisk støtte til Ruslands forsøg på at annektere dele af Ukraine, lyder det.

Sanktionerne rammer blandt andet 109 medlemmer af det russiske parlament, Dumaen, og firmaer i Rusland og på Krim, som har sikret, at amerikanske varer kan nå frem til Rusland. Elvira Nabiullina, som er chef for Ruslands centralbank, vil også blive ramt af sanktionerne. Det samme vil vicepremierminister Alexander Novak.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her