Skal fremtidens generationer kunne se for eksempel koalaer, skal der sættes ind nu, mener dyreorganisationer.

Australien vil sætte stopper for unikt dyrelivs uddøen

Koalaen er blandt de dyrearter, som er i fare for at uddø i Australien, lyder det fra landets myndigheder og naturorganisationer. Foto: Loren Elliott/Ritzau Scanpix
Koalaen er blandt de dyrearter, som er i fare for at uddø i Australien, lyder det fra landets myndigheder og naturorganisationer. Foto: Loren Elliott/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Australiens føderale regering har tirsdag sat et mål om at forhindre, at mere af det unikke dyre- og planteliv i landet uddør. Med en ny tiårsplan får beskyttelsen af 110 arter særlig høj prioritet, og det samme gælder 20 områder. Blandt andet er en lille kænguruart og en grå slangeart i delstaten Queensland blevet føjet til listen over truede arter.

Målet er at forhindre, at nogen som helst dyr og planter forsvinder. Derudover skal 30 procent af Australiens landområde være under en særlig naturbeskyttelse inden 2030.

Mange af Australiens arter er hårdt pressede. Ifølge naturorganisationer er det både menneskelig aktivitet og voldsomme vejrbegivenheder, der er årsagen. Særligt fremhæves de altødelæggende naturbrande i løbet af 2019 og 2020 – døbt ’Black Summer’ – som årsag til, at naturens tilstand er meget skrøbelig, forklarer miljøminister Tanya Plibersek.

»’Black Summer’-naturbrandene har haft ødelæggende konsekvenser for mange arter. Vi er fast besluttet på at give dyrelivet bedre muligheder«, siger hun.

Hvad med resten?

Naturorganisationer har taget godt imod målet om at stoppe flere arters uddøen. Men flere udtrykker skepsis, fordi 110 arter har fået særlig høj prioritet. De savner en plan for de øvrige arter.

Hos organisationen Australian Conservation Foundation kalder man regeringens mål »ambitiøst, men afgørende, hvis fremtidens generationer skal kunne se dyr som koalaer«, mener programchef Basha Stasak.

»At stoppe ødelæggelsen af dyrenes levesteder er afgørende for at nå dette mål«, siger hun.

Hun opfordrer regeringen til at styrke nationale miljølove. Ifølge Stasak er det ikke lykkedes indtil nu at beskytte dyr, planter og økosystemer i tilstrækkelig grad. Forskere har ifølge Stasak sat prisen for at sætte en stopper for Australiens ’udryddelseskrise’ til årligt cirka 7,5 milliarder kroner.

Regeringens plan er blevet fremlagt, i kølvandet på at der i juli blev tegnet et dystert billede af naturens tilstand i en stor australsk miljørapport, der udkommer hvert femte år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her