Omkring klokken seks lørdag morgen lød en høj eksplosion på broen, der forbinder Rusland med Krim-halvøen.

Hvad ved vi indtil videre?: Broens skader skal undersøges af russiske dykkere

Borgere ser ud mod røgen fra broen mellem Krim-halvøen og Rusland. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Borgere ser ud mod røgen fra broen mellem Krim-halvøen og Rusland. Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret kl. 16.30 med melding om, at trafikken over broen er delvist genoptaget ifølge russiske myndigheder.

  • Omkring klokken 6 i morges lød en eksplosion på broen, der går over Kertj-strædet og forbinder Rusland med Krim-halvøen, som Rusland annekterede i 2014. Ifølge de russiske myndigheder var der tale om en bilbombe.
  • Broen har både et vejspor og et jernbanespor. Som følge af eksplosionen udbrød der brand, og en tyk søjle af røg steg op fra broen og spredte sig over vandet.
  • Billeder og videooptagelser viser, at dele af vejbroen er styrtet sammen. Vejbanen er knækket over og fører ned i vandet. Ifølge guvernøren på Krim er det kun den ene vejbane, som er ødelagt.
  • Eksplosionen skete, mens et tog krydsede broen. Ifølge de russiske myndigheder eksploderede mellem fire og syv tankvogne og brød i brand. Eksplosionen var så kraftig, at den kunne høres flere kilometer væk.
  • Trafikken på broen stoppede lørdag efter eksplosionen. Lørdag eftermiddag meddeler det russiske transportministerium, at trafikken over broen delvist er genåbnet for biler og busser. Køretøjer med tung last må vente og i stedet sejle med færge.
  • Optagelser senere på morgenen/formiddagen viser, at ilden er slukket - blandt andet med bidrag fra en slukningshelikopter, som sprøjtede vand ned mod broen. Tankvognene er brændte og brokonstruktionen under dem afsvedne.
  • Kertj-broen (19 km lang) er en vigtig vejforbindelse mellem Rusland og Ukraine. Eksperter peger på, at den er en afgørende forsyningslinje for Rusland til de besatte områder i det sydlige Ukraine.
  • Eksplosionen fik indbyggere på Krim-halvøen til at holde i lange køer ved tankstationer for at tanke brændstof. Der er meldinger om tre omkomne som følge af eksplosionen, der undersøges af russiske myndigheder.
  • Broens skader skal undersøges, bl.a. af russiske dykkere.

Anders Legarth Schmidt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her