Enstemmig beslutning i kongresudvalg om at afhøre ekspræsident Donald Trump om tilhængeres angreb.

Udvalg stævner Trump i sag om stormløb på Kongressen

Foto: Alex Wong/Ritzau Scanpix
Foto: Alex Wong/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Et udvalg i Repræsentanternes Hus, der undersøger angrebet på USA’s kongres 6. januar 2021, har besluttet sig for at stævne ekspræsident Donald Trump.

Det var en enstemmig beslutning i udvalget, der har to republikanske medlemmer, skriver amerikanske medier.

Udvalget ønsker at udspørge Trump om hans rolle, da flere tusinder af hans tilhængere angreb og trængte ind i USA’s kongres.

Her skulle vicepræsident Mike Pence bekræfte, at præsidentvalget var vundet af demokraten Joe Biden.

»Han har pligt til at give svar om sine handlinger«, siger demokraten Bennie Thompson fra undersøgelsesudvalget til The New York Times.

Han tilføjer til gengæld, at der er tale om ’en usædvanlig handling’, når udvalget vælger at stævne Donald Trump.

»Det er derfor, vi ønsker at tage det her skridt i fuld åbenhed over for det amerikanske folk«, siger Bennie Thompson ifølge CNN.

Udvalget, som Bennie Thompson er formand for, består af syv demokrater og to republikanere.

Udvalget vil blandt andet gerne undersøge Trumps rolle, fordi han i timerne før angrebet på Kongressen 6. januar 2021 holdt en brandtale i Washington D.C.

Her gentog han udokumenterede påstande om, at valgsejren ved præsidentvalget november 2020 blev stjålet fra ham på grund af svindel.

I talen, der blev holdt foran hans tilhængere, opfordrede Trump dem til at ’slås som bare fanden’.

Mindst fem personer mistede livet under angrebet på Kongressen. 140 politibetjente kom til skade under hændelsen.

Stormløbet 6. januar 2021 er siden hen kaldt det værste angreb mod en amerikansk regeringsinstans siden 1812.

Ritzau

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her