Den britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, er fredag blevet fyret. Det bekræfter han på Twitter. Liz Truss har udpeget centrumpolitikeren Jeremy Hunt til ny finansminister.

Udskældt britisk finansminister fyret - Liz Truss udpeger ny

Kwasi Kwarteng lytter til de konservatives leder og Storbritanniens premierminister, Liz Truss, taler ved partiets landsmøde i Birmingham. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Kwasi Kwarteng lytter til de konservatives leder og Storbritanniens premierminister, Liz Truss, taler ved partiets landsmøde i Birmingham. Foto: Toby Melville/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den britiske finansminister, Kwasi Kwarteng, er fredag blevet fyret.

Det bekræfter han selv på Twitter fredag eftermiddag.

Meldingen kommer forud for et ventet pressemøde med den britiske premierminister, Liz Truss, som på pressemødet udpegede centrumpolitikeren Jeremy Hunt til ny finansminister.

Den økonomiske plan, der blandt andet indeholdt ufinansierede skattelettelser, gav anledning til stor uro på de finansielle markeder.

I sidste uge valgte man for første gang i den britiske regering af ændre den udskældte plan. Det skete, efter at planen udløste stærk kritik i det konservative regeringsparti.

»Jeg har forstået, at det var et kontroversielt udspil«, sagde Kwasi Kwarteng i sidste uge og afviste, at det var en fejl.

»Jeg erkender, at forslaget om nedsættelse af topskat tiltrak sig enorm opmærksomhed og fjernede opmærksomheden fra helheden i det gode udspil«.

Det er blot 38 dage siden, at han tiltrådte stillingen.

Kwarteng sendte chokbølger gennem de finansielle markeder, da han i sidste måned lancerede en plan for et minibudget med sænkede skatter. Heriblandt en nedsættelse af marginalskatten for de rigeste.

Den skulle ifølge planen sættes ned fra 45 procent til 40 procent.

Truss og Kwarteng har været under stigende pres for at vende kursen siden, da meningsmålinger har vist, at støtten til de konservative var ved at kollapse.

Det fik partifællerne internt i partiet til at sætte spørgsmålstegn ved den økonomiske plan.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her