Slukket gadebelysning og jævnlige ture i beskyttelsesrum er hverdag for Danmarks ambassadør i Ukraine.

Missil ramte 300 meter fra dansk ambassadørs hjem i Kyiv

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Da missiler regnede over blandt andet den ukrainske hovedstad, Kyiv, sidste mandag, ramte et af dem 300 meter fra den embedsbolig, hvor Danmarks ambassadør i Ukraine, Ole Egberg Mikkelsen, bor.

Angrebene fra russisk side præger livet i byen, fortæller han.

»Så snart luftalarmen lyder, forsvinder folk fra gaderne ned i beskyttelsesrum, og butikkerne lukker«.

»Så det påvirker selvfølgelig hele gadebilledet og stemningen, og det er også sådan om aftenen, at der er fuldstændig mørkt, fordi man slukker al gadebelysning for at spare på elektriciteten«.

Alligevel er der en ’trodsig og kampberedt stemning’ i befolkningen, siger Ole Egberg Mikkelsen, der har været dansk ambassadør i Ukraine siden 2020.

»Det er ikke sådan, at ukrainerne ændrer holdning til kampen for friheden. Den bliver snarere styrket. Der er en høj grad af forsvarsvilje, og den tror jeg, bliver endnu stærkere i de her svære dage«.

Mandag angreb Rusland Ukraine med en ny bølge droner. Trods angrebene arbejder ambassadens folk fortsat videre.

»Myndighedernes anvisninger er, at når der er luftalarm, går vi i beskyttelsesrum, men vi kan godt drive ambassaden videre«.

»Vi kan være på telefon og mail, så vi har indrettet vores dagligdag og vores måde at arbejde på, så vi også under de her omstændigheder kan gøre vores arbejde«.

Ambassadens arbejde består i øjeblikket hovedsageligt i at være bindeled mellem Danmark og Ukraine, fortæller han.

»De danskere, som vi har kendskab til, er folk, der er bosiddende i Kyiv eller Vestukraine. Vi har ikke kendskab til nogen, der er bistandssøgende, og de danskere, der er her, er i vidt omfang selvhjulpne og er vant til forholdene«.

Tirsdag har russiske angreb ramt ukrainsk energiforsyning i blandt andet Kyiv og også byen Dnipro.

Ambassadøren fortæller, at borgere i Ukraine opfordres til at spare på energien.

»Det er ikke sådan, at der er strømafbrydelse, men det er blevet bebudet, at det måske bliver nødvendigt at lukke for strømmen periodisk. Men det er ikke sket her i Kyiv«.

»Ukrainerne er gode til at få genoprettet elnettet, hvis det bliver angrebet, for de har meget erfaring med det. De er dygtige til at få tingene i drift igen«.

Som eksempel nævner Ole Egberg Mikkelsen et angreb nær et universitet i hovedstaden.

»Efter 24 timer var der ryddet op, lagt ny asfalt på vejen, og gadebelysningen var tilbage. Der er en stærk vilje i hele Ukraine til at vende tilbage til livet så hurtigt som muligt, når der sker forfærdelige ting«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her