Den kriseramte premierminister Liz Truss har fået endnu en problemsag til bunken på skrivebordet i Downing Street 10. Hendes indenrigsminister, Suella Braverman, har sagt sit job op. Og værre endnu for Liz Truss: Braverman mere end antyder, at Liz Truss bør gøre det samme.
I sit opsigelsesbrev offentliggjort tirsdag aften skriver Suella Braverman, at hun trækker sig, fordi hun stik imod de ministerielle regler har sendt et officielt dokument om udlændingepolitik fra sin private e-mail til en parlamentariker.




























